Entrébilletten til Tesla Model Y er faldet med 40.000 kr. En ny, mere skrabet udgave kaldet Standard kan leveres sidst på året til priser fra 300.000 kr. Dermed koster billigste udgave af crossoveren det samme som sedanen Model 3 med mere udstyr.
Dermed ligger det fast – indtil videre i hvert fald – at en meget længe omtalt billig Tesla - helt oprindelig kaldt Model 2 - indskrænker sig til blot at være en billigere udstyrsvariant.
Den nye variant er baseret på udgaven med det mindste batteri, som i den nye variant får en officiel rækkevidde på 534 km. Energiforbruget er nede på 131 Wh pr. km. De mindre 18-tommer-fælge bidrager formentlig hertil.

40.000 kr. ned i pris med mindre udstyr
Besparelsen i forhold til Premium-modellen, som den dyrere variant nu hedder, er 60.000 kr. Udstyrsforringelsen giver de 40.000 kr. bedømt ud fra den hidtidige model med standard-batteri.
Ud over en kortere rækkevidde (534 i stedet for 622 km), er der fjernet en stor mængde udstyr, bl.a. noget som blev indført på den faceliftede Model Y i foråret.
En stor del af spareøvelsen har ramt luksusudstyr, og grundlæggende er Standard-versionen stadig fornuftig udstyret.
En synlig besparelse er, at Standard-modellen har fået for- og baglygter, der minder om dem før faceliftet. Men forlygterne er noget smallere og mere moderne. Desuden har varianten stofsæder, hvilket ikke nødvendigvis vil opleves som en forringelse.
Almindelig, adaptiv fartpilot er stadig standard og med mulighed for at opgradere til de mere avancerede udgaver.

Meget udstyr forsvinder
Dette udstyr går man glip af i Standard-udgaven:
* Intet panoramatag (taget er stadig af glas, men skjult bag stof)
* Syv højttalere i stedet for ni
* Midterkonsollen er af en anden, billigere type, der er åben fortil
* Rattet justeres manuelt, ikke elektrisk
* Der er ikke det effektive hepa-luftfilter
* Ikke adaptive matrixlygter
* Sidespejle uden automatisk nedblænding
* Almindelige støddæmpere
* Ingen køling i forsæder
* Ingen skærm ved bagsædet
* Ingen trykskærm til klimaanlæg ved bagsædet
* Bagsæder uden varme og uden el-nedfældning
* 18 tommer hjul i stedet for 19
* Kun tre karrosserifarver: hvid, sort og grå
* Kun sort kabine mulig
Også billig Model 3?
Den nye Model Y-variant bygges på samme fabrik i Tyskland som de øvrige Model Y. Leveringerne begynder i november-december.
I USA er der også lanceret en tilsvarende Model 3 Standard, men Tesla siger ikke noget om, hvorvidt den lanceres i Europa. Skulle den komme, kunne prisen lande omkring 275.000 kr.
Blinklysarm er tilbage på Model 3
Den skrabede udgave af Model Y kommer samtidig med, at både Model 3 og Y får en række opdateringer.
Markant er, at Model 3 atter får blinklysarm, noget der forsvandt ved faceliftet for snart to år siden.
Desuden får alle varianter nye batteripakker, hvor energitætheden er øget. Det betyder lidt forøgede rækkevidder (WLTP). Model 3 med baghjulstræk når op på 520 km med 19 tommer hjul og 554 km med 18 tommer.
Model 3 Long Range øges fra 702 til 750 km, mens Long Range firehjulstræk går fra 678 til 716 km.
For Model Y er det tilsyneladende kun Long Range firehjulstræk, der får en længer, officiel rækkevidde: fra 586 km til 629 km.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi