Legendarisk arbejdshest skifter til el og brint

Toyotas sejlivede Hilux-pickup er klar i en ny, niende generation, hvor hovedmaskineriet bliver en diesel med hybrid-assistance. For første gang tilbydes også en batteriversion og en udgave, der kører på brint. Eludgaven får meget dårlig rækkevidde.

Toyota Hilux bagfra i skov.
Nyt om biler

Det har længe ligget i kortene. Toyota har de seneste par år præsenteret elektriske prototyper af den nuværende Hilux-pickup, som enten har været drevet af batteri eller brændselsceller.

Og med præsentationen af modellen i en helt ny, niende generation bliver det bekræftet, at pickup’en bliver tilbudt i de to elektriske udgaver.

Nogenlunde fra begyndelsen kan Hilux fås som elbil, men dens batteri på 59 kWh rækker kun til officielt ca. 240 km (måske lidt mere, når bilen er typegodkendt). Det er f.eks. 40 pct. kortere end dagens KGM Musso-pickup.

Toyota Hilux forfra.
Den nye Hilux kommer i 2026. Her er det den nye eludgave, som har fået sin helt egen front.

Elbil er 'ikke for alle'

Populær klassiker

Toyota Hilux er tidernes bedst sælgende pickup. Den er solgt i over 27 mio. eksemplarer - den næstmest populære Toyota kun overgået af Corolla. Hilux har eksisteret i 57 år.

Temmelig hurtig ladning (ingen tal opgives) skal kompensere delvist for den ultrakorte rækkevidde, men Toyota er godt klar over, at elbilen ikke kan dække alles behov.

- Den elektriske udgave er målrettet særlige kundegrupper inden for erhverv og myndigheder, hvor rækkevidde på over 240 km og trækkapacitet på 1.600 kg er rigeligt, skriver Toyota.

Eludgaven har som de øvrige udgaver altid firehjulstræk og beholder ifølge Toyota sine fundamentale styrker. Den er udviklet til at kunne forcere de sværest fremkommelige steder.

Toyota Hilux i mudder.
Hilux har altid firehjulstræk som standard. Det gælder også denne elektriske udgave.

Også på brint og diesel

Bl.a. er højvoltbatteriet placeret inden for den forstærkede chassisramme og særlig beskyttet mod stød og vandindtrængen. Vadedybden i vand er på hele 70 cm.

Rækkevidden bliver givetvis væsentlig bedre, når Hilux efter planen kommer som brintbil med brændselsceller i 2028. Toyota giver ingen detaljer om denne udgave, der ligesom batteri-versionen er uden udledning under kørslen.

Kernemodellen vil fortsat være en dieseludgave. Der er tale om samme drivlinje, som den nuværende Hilux fik tidligere i 2025. Det er en 2,8-liters dieselmotor med 48 volt mildhybrid-teknik. Her vil trækevnen som i dag være helt op til 3.500 kg.

Ladet på Hilux set oppefra.
Hilux er en klassisk pickup med åbent lad. Den nye model kommer udelukkende i denne udgave med dobbeltkabine.

Hilux bliver helt moderne

Niende generation bliver første Hilux, der får elektrisk servostyring. Ifølge Toyota giver det betydeligt mere direkte styreegenskaber, gør bilen lettere at manøvrere og reducerer stød og ryk i rattet ved terrænkørsel.

Sikkerhedssystemerne er opgraderet til det, man finder i Toyotas nyeste personbiler. Kabinen har fået en opgradering med højere oplevet materialekvalitet inspireret af den nye Land Cruiser. Bilen fås også med 12,3 tommer førerinstrument og op til 12,3 tommer trykskærm.

Den nye Hilux vil kun blive tilbudt i én karrosserivariant, nemlig dobbeltkabine, som langt de fleste kunder vælger i dag.

Førerpladsen i Hilux.
Førerpladsen i Hilux er blevet moderne og meget i stil med den, man finder i den nye Land Cruiser. Gearvælgeren er blevet elektronisk.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her