Lys forude: Baglygterne skal altid være tændt

Nye regler betyder, at alle biler på sigt kommer til at køre med baglygterne tændt under alle (næsten) forhold. Dermed undgås problematiske situationer, hvor bilister glemmer at tænde lygterne ved dårligt sigt. Men det varer længe, inden alle biler har det.

Nærbillede af dobbelte baglygter.
Nyt om biler

Det kan være farligt, og notorisk irriterer det vældig mange bilister, når andre bilister kører med slukkede baglygter og måske kun kørelys foran i tusmørke og regnvejr. Eller sågar i den kulsorteste nat.

Men der er lys forude. Nye EU-regler kræver, at helt nye biler i vidt omfang har baglygterne tændt.

Kun når det er særdeles lyst, er det tilladt at slukke dem. Om ret mange biler vil benytte den mulighed, er tvivlsomt, da LED-lygter bruger meget lidt energi, og mange bilproducenter nu anvender lygterne som en vigtig del af designet.

Det tager dog lang tid, før miseren med slukkede baglygter er helt løst via lovgivning. De nye regler gælder indtil videre kun helt nye biler, der er typegodkendt det seneste årstid.

Blå Nissan Leaf bagfra med tændte baglygter.
Nye biler, der er typegodkendt siden september 2024, skal have baglygterne tændt under stort set alle forhold.

FDM: en god ændring

Det er rigtig godt nyt, mener FDM.

- Igennem årene har vi fået en del henvendelser fra medlemmer, der er irriteret over andre bilister, der glemmer at tænde baglygterne, når det er mørkt, diset eller lignende, siger chefkonsulent Dennis Lange.

- Med den seneste ændring af EU-reglerne vil der blive endnu færre situationer, hvor glemsomhed eller uvidenhed medfører mørklagte baglygter, når de skulle være tændt. Det er naturligvis en positiv ting. Dog vil der gå rigtig mange år, før det er udbredt til hele bilparken, siger FDM’s chefkonsulent.

Gælder ikke alle nye biler foreløbig

Det siger de nye regler

Baglygter i helt nye biler skal være tændt ved ”almindeligt” dagslys. Det skal bilproducenterne sørge for. Teknisk defineres det som 1.000-7.000 lux, hvor det høje niveau svarer til fuldt dagslys, mens det lave er en overskyet dag. Over 7.000 lux kan bilproducenterne vælge at holde baglyset tændt. Foran skal kørelys som minimum altid være tændt, og under 1.000 lux skal bilen køre med nærlys.

Fabriksnye biler, der var godkendt under de gamle regler, skal indtil videre ikke opfylde kravene, men der kommer formentlig en skæringsdato for dem også.

Og så er der den eksisterende bilpark, som uendeligt må fortsætte som nu.

Derfor har mange bilister mange år endnu en vigtig pligt til at sørge for tændte baglygter (og nærlys, ikke kun kørelys) i mørke – særligt når bilen ikke har lyssensor eller permanent tændte lygter.

Bilistens ansvar

Ved dårlig sigtbarhed skal også bilister med lyssensor være opmærksomme. F.eks. kan vandtåge ved motorvejskørsel næsten skjule en bil. Det samme gælder tåge. Er tågen tæt, kan det være nødvendigt at tænde tågebaglygterne, og det skal altid gøres manuelt.

Er man af den glemsomme type, anbefaler FDM (om muligt) at få ændret bilen, så baglygterne tændes sammen med bilen. I mange biler kan det ske ved en enkel omkodning. Skal man købe ny bil, tilråder FDM at få tilføjet til slutsedlen, at baglygterne tænder sammen med kørelyset.

FDM anbefaler desuden, at man jævnligt tjekker, om alle pærer virker. Det er dog sjældent, at LED-pærer går i stykker.

Biler i mørke.
Problemet med slukkede baglygter i decideret mørke er gradvist blevet mindre, siden der i 2016 kom krav om lyssensor på nye biler.

Lygternes siksakkurs

1990 indfører Danmark krav om brug af kørelys på alle biler på vejene. I praksis fungerede det ved, at nærlyset og dermed baglyset skulle tændes automatisk eller manuelt. Senere kom en løsning på nogle biler, hvor tågeforlygterne eller særlige kørelyslygter kunne erstatte nærlyset, men kun i dagslys. Med den sidste løsning 'undgik' man, at baglygterne også var tændte. 

2011 kræver EU, at alle nye biler af hensyn til trafiksikkerheden altid kører med kørelys (foran). I Danmark får det den utilsigtede bivirkning, at baglygterne ikke automatisk tænder, når der er brug for det.

2016 indfører EU krav om lyssensor (typegodkendelse fra 2016, alle nye biler senere) så nye biler fra da af tænder nærlys og baglygter, når det bliver mørkt. Men automatikken aktiveres sjældent ved dårlig sigtbarhed som tåge eller kraftig nedbør.

2025 sikrer nye EU-regler, at nye biler, der skal typegodkendes, stort set altid har baglygterne tændt. Strømforbruget er ikke længere et modargument.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her