Renault har haft solid succes med de retro-inspirerede elbiler R5 og R4 og her kommer sandelig én mere: en moderne elektrisk Twingo. Tilmed til lavpris.
Dermed bliver Twingo den første europæiske elbil i mikroklassen – fraset den mislykkede Dacia Spring, som Dacia bygger i Kina, samt tidligere tiders VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii.
Twingo blev hurtigt et fransk ikon, da første generation så dagens lys i 1992. Det var både en bil, der med sit design fik smilene frem og var unik som en ’monospace’-bil, en slags MPV.
Med dens nuttede ydre og de søvnige, ovale øjne blev Twingo hurtigt døbt frøen i sit hjemland.
Ny Twingo ligner originalen
Anden generation mindede om den første, mens tredje udgave var helt anderledes og også fandtes som Smart Forfour.
Nu er frøen tilbage med samme nuttede ydre som den første - og et udseende stort set magen til den konceptbil, Renault viste for to år siden.
Den nye Twingo er 3,79 meter lang og placerer sig dermed i den øvre ende af mikroklassen og er blot 13 cm kortere end Renault 5, som den deler platform med.
Fem døre er denne gang standard, mens der kun er plads til fire personer.
Bedre bagsædeplads end i Renault 5
Det er lykkedes Renault at gøre bagsædepladsen bedre end i R5, når det gælder ben- og knæplads. Loftshøjden er mere kneben, viser FDM’s første undersøgelse af Twingo.
Den gode benplads opnås, når bagsæderne er skubbet længst tilbage. I den position er bagagerummet kun på 205 liter, men det er ret regulært og forekommer ganske brugbart til dagligdags brug.
Med bagsædet helt fremme – så er benpladsen næsten forsvundet – vokser bagagerummet til hele 305 liter. Det længdejusterbare bagsæde er standard i begge udstyrsudgaver. Trækkrog og taglast er ikke en mulighed.
BYD Dolphin Surf tilbyder 308 liter og Hyundai Inster 280 liter.
Én motor, ét batteri
Teknisk set kommer Twingo kun i én version. Det bliver med et batteri på 27,5 kWh, som giver en officiel rækkevidde på 263 km.
Det indikerer, at Twingo bliver særdeles energieffektiv med et forbrug i omegnen af blot 110 watttimer pr. km svarende til ca. ni km på én kilowatttime.
Motoren yder 82 hk.
Batteriet er luftkølet og af LFP-typen, som er den slags, der intet problem har med altid at blive ladet til 100 pct. Det er første gang, Renault benytter den batterikemi, men også R5 og R4 får LFP-batterier i løbet af 2026.
Twingo kommer ikke til at lade meget hurtigt. 50 kW er maksimum, men det skal ses i forhold til det beskedne batteri på 27,5 kWh. Batteriet kan forvarmes ved at taste en hurtiglader ind i navigationsanlægget, men forvarmningen kan ikke aktiveres manuelt.
0-100 pct. med hjemme- eller kantstenlader klares til gengæld på to en halv time.
Lav CO2-udledning har været et fokuspunkt, og Renault siger, at batteriets klimaaftryk vil være ’betalt tilbage’ efter blot 30.000-32.000 km.
Fornuftig udstyret
Selv om Twingo skal være billig, får alle udgaver både en syv tommer førerskærm og en stor 10,1-tommer trykskærm i midten. Der er indbygget navigation plus Android Auto og Apple Carplay, men ikke trådløs telefonlader.
Foruden trykskærmen har Twingo store, fysiske drejeknapper til klimaanlægget, og f.eks. er der også en fysisk knap til fartalarmen.
Varmepumpe er ikke en mulighed. Renault begrunder det over for FDM med, at den ikke vil have stor nyttevirkning på de korte ture, som en typisk Twingo-ejer ventes at have mange af. Desuden spares en omkostning.
Twingo er udviklet af Renault-selskabet Ampr, der også står bag Renault 5 og 4. Og lige som med Renault 5 får Nissan sin udgave af Twingo. Hvad den skal hedde, er ikke offentliggjort.
Udviklet i lyntempo
Udviklingen af den nye Twingo er et bemærkelsesværdigt projekt. Det er gået hurtigt og de ambitiøse mål om meget lav pris er nået.
Da konceptudgaven blev vist 15. november 2023, var udviklingen ikke gået i gang endnu, men alligevel kan serieproduktionen begynde her i november. Det er en udviklingstid på blot to år, hvor treethalvt til fire år er mere normalt i Europa.
For at speede processen op og bringe omkostninger ned, etablerede Renault et center i Shanghai, Kina med 150 medarbejdere. Deres opgave var at bidrage til udviklingen og især finde og samarbejde med lokale kinesiske leverandører.
Samme platform som Renault 5
Det gælder bl.a. battericellerne, motoren og en lang række simple komponenter som handskerummet. Motoren, der er af en anden type end Renault ellers benytter, fremstilles i Kina. Det gør batterierne også i første omgang, men skal senere fremstilles på to europæiske fabrikker.
Twingo er bygget på samme platform, kaldet AmpR Small, som Renault 5 og 4, men der er sket tilpasninger for at holde prisen nede. Bl.a. er multilink-ophænget bag erstattet af bagakslen fra Captur.
Twingo har fem cm kortere akselafstand end Renault 5 og vægten er holdt nede på 1.200 kg.
Bilen skal bygges i Slovenien lige som den nuværende.
Pris tæt på 150.000 kr.
Renault fastholder Twingo-projektets mål om en pris ‘under’ 20.000 euro. Om det er 5 eller 500 euro under, siger Renault ikke noget om. Det svarer til 150.000 kr. – som udgangspunkt inklusive lidt lavere moms end den danske.
Men de danske priser er endnu uafklarede. Twingo har i den europæiske grundudgave kun énfaset ladning og ingen hurtigladning. Det udstyr får alle danske modeller og muligvis lidt mere standardudstyr i det hele taget.
Det indikerer en pris tættere på 160.000 kr. end 150.000 kr. Den danske Renault-importør vil offentliggøre priserne straks efter nytår, og Twingo ventes ud til de første danske kunder sidst i marts. Det gælder topudgaven, mens grundmodellen – den som kommer tæt på 150.000 kr. - følger efter til maj.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.