Logo

Dieselbiler på kraftig deroute

Nyheder

Nyt om trafik og biler

20. maj 2021

Fordelingen af nye biler i 2020 og 2021.
Torben Arent

Salget af nye dieseldrevne biler er faldet voldsomt på et år og er nu overhalet af plugin-hybrider. Nu udgør de langturs-egnede modeller kun én ud af seks nye biler. For ti år siden stod dieselbiler for næsten halvdelen af salget.

Salget af nye dieselbiler daler hastigt og er nu overhalet af tidens helt populære biltype, plugin-hybriderne.

For blot ti år siden stod dieselbiler for næsten halvdelen af det danske salg af personbiler, mens andelen i 2019 og 2020 var drattet ned til 26 procent.

Og nu er det dykket endnu mere. I 2021 har blot 16 procent af de nye personbiler dieselmotor. Dermed er dieselbiler for første gang blevet overhalet af plugin-hybrider, som er i kraftig vækst og i de første fire måneder af 2021 udgør 17 procent.

Grønt og økonomisk

- Kombinationen af at plugin-hybrider har en grøn profil, og at de er økonomisk attraktive, gør det ikke overraskende, at der bliver solgt så mange, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Sådan fordeler salget af biltyper sig. Diesel er gået voldsomt tilbage på et år.

Sådan fordeler salget af biltyper sig. Diesel er gået voldsomt tilbage på et år.

Det er kun et halvt år siden, at de ’grønne’ biler, elbiler og plugin-hybrider, tilsammen overhalede diesel. Men i kraft af dieselbilernes stadig faldende popularitet og den kraftige vækst i opladningshybrider siden nytår, sælger sidstnævnte altså alene mere end dieselerne.

-Tilbagegangen for dieselbiler virker som en naturlig følge af dels bilproducenternes øgede fokus på elektrificerede køretøjer, dels de ændrede afgifter der med ét har fjernet dieselbilernes økonomiske fordel for de fleste bilejere, lyder analysen fra Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Se mere: Volvo V90 - det sidste diesellokomotiv?

Andel plugin-hybrid
(blandt top 15)

1
Ford Kuga
99%
2
Peugeot 3008
90%
3
Toyota RAV4
70%
4
MG EHS
100%
5
Kia Ceed/Xceed
37%
6
Skoda Octavia
51%
7
Opel Grandland X
90%
8
Kia Niro
60%
9
Seat Leon
61%
10
Volvo XC40
82%
11
Citroën C5 Aircross
67%
12
Volvo V60
49%
13
BMW 3-serie
25%
14
Audi Q3
52%
15
BMW 5-serie
57%

- Nu skal man have et decideret behov for dieselbilens trækkraft og ofte høje påhængsvægt, hvis man vil gå den vej. Og selv her må vi forvente at de elektrificerede køretøjer også vil mase sig ind inden længe, tilføjer han.

Flere grunde til diesel-drop

Der er flere grunde til det stærkt faldende dieselsalg, som kommer på et tidspunkt, hvor deres udstødning ellers er renere end nogensinde før.

Den generelle udvikling i bilbranchen – bedre benzinmotorer og dyrere rensningssystemer til diesel – har betydet, at dieselbiler stort set er helt forsvundet fra de små bilklasser, først i mikroklassen og senere i miniklassen.

Desuden har japanske mærker reelt helt udfaset dieselmotorer. Ud over den generelle udvikling har det for dem været bekvemt, da de kun havde dieselmotorer af hensyn til Europa.

Afgifter favoriserer opladningshybrid

Det har også skubbet til udviklingen, at Danmarks største mærke, VW, er gået fra særdeles høj dieselandel til nu blot at sælge ti procent dieselbiler.

Og endelig har afgiftssystemet, der senest blev ændret fra nytår, favoriseret plugin-hybriderne på bekostning af benzin og diesel (rene elbiler er endnu mere begunstiget).

Skal man købe elbil eller plugin-hybrid nu eller i 2022?

Blandt mellemstore biler og særligt SUV-modeller, hvor diesel ellers har været populært, udgør plugin-hybrider ved mange modeller nu 50-90 procent af salget. Det er ganske enkelt blevet væsentlig billigere at anskaffe en plugin-hybrid end en diesel eller en almindelig benzinudgave.

FDM: køb bil efter behov

Men FDM anbefaler fortsat, at man køber bil efter behov.

- Vi tilråder, at man køber elbil, hvis elbilen dækker ens behov, og man har adgang til ladestander, siger Ilyas Dogru.

- Kan elbilen ikke dække behovet, og har man f.eks. behov for anhængertræk, kan en plugin-hybrid være en god løsning, men vi anbefaler kun at købe plugin-hybrid, hvis man mest kører relativt korte ture og har daglig adgang til ladestander, påpeger Ilyas Dogru og afslutter med denne vurdering:

- Kører man ofte længere distancer og meget på motorvej, kan diesel stadig være en god løsning.

På ét område hersker diesel dog stadig suverænt: Blandt varevogne er 93 procent af de nye biler dieseldrevne.