Logo

De fleste biler kan stjæles med avanceret udstyr

Nyheder

Nyt om trafik og biler

8. oktober 2024

De fleste biler kan stjæles med avanceret udstyr

Foto: ADAC

Anders Wendt Jensen

Kun hver tiende bil er sikret mod digitalt tyveri, viser stor test. De nyeste biler er oftest de mest sikrede.

Nøglefri betjening gør det både nemmere at være bilist og meget sværere for biltyve at stjæle bilen med koben og skruetrækker. Men har man det rigtige udstyr og de forkerte hensigter, er det stadig muligt at komme ind i – og køre væk med – langt de fleste biler.

Det sker ved, at man med to bokse forlænger signalet mellem bilnøglen og bilen, så den kan åbnes, startes og køres, indtil brændstoffet eller elektriciteten slipper op.

700 modeller testet

FDMs tyske søsterklub, ADAC, har siden 2016 løbende testet, om det er muligt at begå indbrud i bilerne på den digitale måde. Indtil nu er det blevet til 698 bilmodeller, og heraf er det kun 65, der hverken kunne åbnes eller motoren startes.

Det svarer til næsten hver tiende bil i undersøgelsen. I 24 tilfælde kunne biler åbnes, men ikke startes.

De sikre biler er alle udstyret med UWB-teknologi (Ultra Wide Band), der måler afstanden mellem nøgle og bil, så den ikke kan forlænges.

For at minimere risikoen for indbrud og tyveri kan man undersøge, om bilens nøglefri låsesystem kan deaktiveres – dog mister du i så fald nøglefri betjening. Et andet råd er ikke at opbevare nøglen tæt på vinduer og døre i huset, hvor signalet kan fanges udefra.

Her er bilerne, der ikke kan åbnes

Bilmodel
Indregistreret
Audi A3
A3 (7/2020, 6/2024), A5 40 g-tron (6/2019), Q4 (3/2024), Q4 e-tron (4/2021)
BMW 520d
520d (8/2023, 4/2024), 740d (11/2022), i5 (7/2023), iX xDrive (9/2021), iX1 xDrive (1/2023), X1 (5/2023), X5 (5/2024)
Cupra Born
8/2021, 5/2024
Cupra Formentor
2/2021, 4/2022
Ford Tourneo
4/2022
Huyndai
Ioniq 5N (2/2024), Tucson (11/2022)
Jaguar
E-Pace D180S AWD (9/2018), i-Pace (4/2018)
Kia
EV9 GT (10/2023), Niro (6/2022), Sorento (4/2024)
Land Rover
Defender (9/2021), Discovery (3/2018), Range Rover (2/208, 5/2019, 11/2022)
Mercedes-Benz S 500
11/2020
Mini Countryman
1/2024
Nio EL6
9/2023
Nissan Qashqai e-power
11/2022
Seat Leon
2/2020, 4/2021
Skoda
Enyaq (3/2021, 2/2022, 12/2023), Enyaq RS (11/2022), Kodiaq (3/2024), Octavia (8/2020, 9/2020), Superb (2/2024)
Suzuki
Swace (10/2020), Swift (4/2024)
VW
Arteon (10/2022), Caddy (12/2020), Golf 8 (11/2019, 7/2020, 2/2021, 2/2022), Golf 8 Variant (10/2020), ID.3 (7/2020, 5/2023), ID.4 GTX (7/2021), ID.5 (3/2022), ID.7 (10/2023), ID Buzz (7/2022), Polo (9/2021), Tiguan (1/2024), T7 (9/2022), T-Cross (2/2024)

Nogle bilmodeller er testet flere gange og optræder mere en én gang på listen. Genesis GV70 og GWM Ora er ikke med på listen, da de ikke sælges i Danmark. Kilde: ADAC

Se undersøgelsen her (eksternt link)