Spring til hovedindhold
Logo

Europæere giver elbiler kold skulder

Nyheder

Nyt om trafik og biler

23. januar 2025

Biler på biludstilling

Foto: Torben Arent

Torben Arent

Bilsalget i Europa kører på det jævne, men elbilerne taber terræn. De tre mest solgte biler i 2024 er alle benzinbiler, idet en lille billigbil har skubbet Tesla Model Y et stykke ned på listen.

Mens elbilsalget skyder til vejrs i Danmark, og Norge nu er oppe på 90 procent, er salget af elbiler bremset op i mange europæiske lande, og for hele Den Europæiske Union skete der et fald fra 2023 til 2024.

Samlet blev der solgt 10,6 mio. nye personbiler i EU sidste år. Det er blot én pct. flere end året før.

Mens andelen af elbiler i 2023 lå på 14,4 pct., faldt den sidste år til 13,6 pct. af alle nye biler, viser tal fra den europæiske bilsammenslutning, ACEA.

Når Storbritannien og EFTA-landene, bl.a. Norge, tælles med, udgjorde elbiler i 2024 en højere andel, nemlig 15,4 pct.

Tilbagegang i Sverige og Finland

Tilbagegangen har også ramt Sverige, hvor elbiler faldt fra 39,0 til 35,3 pct. Noget tilsvarende gælder for Finland med et fald fra 33,8 til 29,6 pct.

I Danmark steg elbilers andel derimod fra 36,1 til 51,5 pct., som er den markant højeste elbil-andel i EU.

I flere store lande vendte bilkøberne virkelig ryggen til elbiler i december. Det faktiske elbilsalg styrtdykkede 39 pct. i Tyskland og faldt 21 pct. i Frankrig.

Lagkagediagram over drivmiddelsalget i EU 2024.

Sådan fordeler motortyperne sig i EU i 2024. Elbiler (BEV) udgør 13,6 pct., lang efter benzinbilernes 33,3 pct.(petrol). Men fuldhybrider (HEV) og plugin-hybrider (PHEV) er sammenlagt den bedst sælgende motortype blandt nye personbiler. Kilde: ACEA

Hybrider er nu størst

ACEA giver ingen forklaring på elbilers tilbagegang, men bortfald af tilskud i netop Tyskland og lavere tilskud i Frankrig har tidligere været nævnt som årsager. Desuden har en del elbilejere i Sydeuropa og Storbritannien haft frustrerende oplevelser med opladning.

Dieselbiler fortsætter deres fald, mens hybrider har gyldne tider. I årets sidste fire måneder blev der solgt flere fuldhybrider end rene benzinbiler. Lægges hybrider og plugin-hybrider sammen, når gruppen op på hele 38 pct. for hele 2024 – pænt foran benzinbilers 33,3 pct.

EU: elbil-tilskud i hele unionen

Opbremsningen i elbilsalget og hårde tider for europæisk bilindustri får nu EU-Kommissionen til at lufte muligheden for en paneuropæisk støtte til køb af elbil. Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, siger, at Kommissionen vil gå videre med hans forslag om, at elbilkøbere i hele EU skal have et kontant tilskud.

Hvordan det i givet fald skal udmøntes, eller hvor stort det kan blive, er der ikke noget om.

Salget af elbiler i EU ventes dog under alle omstændigheder at stige i 2025. Nye, skrappe krav til gennemsnitlig CO2-udledning betyder, at de fleste bilproducenter er tvunget til at sælge en væsentlig større andel af elbiler for at undgå klækkelige bøder fra EU-Kommissionen.

Men allerede nu forudser Volkswagen-gruppen, at den kan komme til at betale omkring 11 mia. kr. i bøder alene i 2025.

Blå Dacia Sandero

Dacia Sandero blev ifølge statistiktjenesten Dataforce den klart bedst sælgende bil i Europa i 2024.

Dårligere tider er der også for Tesla, som må se Model Y miste 2023-tronen som Europas mest solgte bil. Med en tilbagegang på 18 pct. røg den store SUV ned på en fjerdeplads i 2024.

Tesla’en må se sig slået af en noget mere ydmyg bil, Dacias minibil, Sandero, der indtager førstepladsen med et solidt forspring. Søsterbilen Renault Clio er nr. to, mens VW Golf indtager plads tre.

Nr.
Model
Antal 2024
Ændring fra 2023
1
Dacia Sandero
270.111
+14%
2
Renault Clio
216.569
+7%
3
VW Golf
216.549
+18%
4
Tesla Model Y
210.484
-18%
5
VW T-Roc
203.611
-2%
6
Peugeot 208
199.820
+3%
7
VW Tiguan
195.297
+12%
8
Toyota Yaris Cross
194.512
+10%
9
Skoda Octavia
182.806
+13%
10
Toyota Yaris
180.806
+14%

Tallene gælder EU, EFTA-landene og Storbritannien. Kilde: Dataforce