Spring til hovedindhold
Logo

2025-bilsalg: Bilkøberne flokkes om ét stort bilfirma

Nyheder

Nyt om trafik og biler

2. februar 2026

Torben Arent

Loyaliteten hos bilkøberne er ikke voldsom stor. Masser af danskere valgte i 2025 et andet bilmærke end tidligere. Det nyder i særdeleshed Volkswagen godt af ved at sælge fire ud af ti biler. Tesla har til gengæld mistet 40 pct. af sine kunder. Se listen med de 40 største mærker.

Tingene står ikke stille i danskernes valg af ny bil. Langtfra. I 2025 skete der en voldsom omfordeling af nybilkøbernes præferencer i forhold til mærker

Mest markant er, at Volkswagen-gruppen er blevet voldsomt dominerende. Godt 40 pct. af samtlige nye biler sidste år blev en Audi, Cupra, Porsche, Seat, Skoda eller VW.

Det er en voldsom stigning fra 2024, hvor mærkerne – der alle importeres af den private Semler-gruppe, havde en markedsandel på 28,6 pct.

Særligt VW, Skoda og Cupra buldrer frem og indtager plads ét, to og seks. Audi ligger stabilt på fjerdepladsen. Elbil-løse Seat får halveret sit salg.

VW er klart størst

VW alene står for 15,7 pct. og baserer sin succes på mange modeller. Endnu større fremgang har Skoda, som indtager en solid andenplads, mens Cupra er en ekstrem højdespringer og går næsten 200 pct. frem. Med en sjetteplads er det spanske mærke nu større end bl.a. Toyota og Tesla.

Tallene stammer fra bilstatistik.dk, der registrer alle indregistreringer. Biler, der afmeldes efter kort tid og reeksporteres, modregnes ikke.

Også når det gælder den store import af brugte biler, står Volkswagen – delvis ufrivilligt - for godt 40 pct.

Renault, Hyundai og Kia får alle et godt år med en salgsstigning på omkring 20 pct.

De 40 største bilmærker i 2025

Nr.
Mærke
Antal
Fremgang/tilbagegang
1
VW
29.041
+ 45%
2
Skoda
19.172
+ 77%
3
Mercedes-Benz
13.708
+ 5%
4
Audi
13.635
+ 10%
5
BMW
12.701
+ 16%
6
Cupra
11.237
+ 178%
7
Toyota
10.259
- 23%
8
Tesla
9.456
- 41%
9
Renault
9.348
+ 22%
10
Hyundai
6.173
+ 23%
11
Kia
5.588
+ 19%
12
Peugeot
5.141
- 38%
13
Ford
4.597
- 21%
14
Volvo
3.861
- 36%
15
Nissan
3.441
- 40%
16
Xpeng
3.097
+ 9%
17
MG
3.043
+ 167%
18
Suzuki
3.030
- 3%
19
BYD
2.428
- 13%
20
Citroën
2.174
- 40%
21
Polestar
2.084
+ 4%
22
Mazda
1.892
- 37%
23
Navor
1.590
ny
24
Opel
1.548
- 40%
25
Dacia
889
+ 6%
26
Seat
772
- 51%
27
Mini
711
- 22%
28
Zeekr
699
ny
29
Porsche
637
- 7%
30
Honda
633
- 27%
31
Lexus
411
+ 49%
32
Hongqi
302
- 14%
33
Subaru
153
+ 19%
34
Land Rover
116
+ 2%
34
Omoda
116
ny
36
Alfa Romeo
102
+ 467%
37
Fiat
101
- 88%
38
Leapmotor
94
ny
39
KGM
55
- 15%
40
Jeep
48
- 48%

Kilde: bilstatistik.dk

Teslas nedtur fortsætter

Tesla er et af de mærker, der må afgive store lunser. Tesla faldt fra plads to i 2024 til plads otte sidste år – et dyk på 40 pct. fra 2024 - og 57 pct. i forhold til salget i 2023.

Det ser endnu værre ud, når man kun ser på salget af elbiler. I 2023 stod Tesla for 36 pct. af alle elbiler, det var faldet til 18 pct. i 2024, og mærket landede på under otte pct. i 2025.

VW’s og hele Volkswagens dominans bygger i et vist omfang – foruden Tesla tilbagegang - på noget nær et kollaps i det danske salg fra en anden gigant, Stellantis.

Skidt for Peugeot, Citroën og Opel - men det lysner

Traditionelle volumenmærker som Peugeot, Citroën og Opel er gået tilbage med ca. 40 pct. fra 2024 til 2025. Og 2024 var heller ikke noget godt år for mærkerne. De tre mærker plus Alfa Romeo, DS, Fiat og Jeep står tilsammen for kun fem pct. af 2025-salget.

Stellantis ser dog ud til at have nået bunden. Wismo-gruppen, der importerer alle Stellantis-mærkerne, fik i sommer forhandlet bedre priser og større leverancer, og det ses tydeligt i tallene for andet halvår af 2025.

Wismos danske ledelse har nu lagt sig fast på et bundniveau på 10 pct. og forventer en pæn fremgang i løbet af 2026.

Toyota manglede elbiler

Ud over Teslas dyk blev 2025 også et år med tilbagegang for Toyota, Ford, Volvo, Nissan og Mazda. Toyotas nye elbiler blev forsinket og er først begyndt at komme i 2026. Og dem er der fire af, så den danske Toyota-importør har – nok med god grund - store forventninger til 2026.

På samme måde kan tre nye elbiler i vigtige segmenter give Nissan et boost i år, og den nye EX60 kan på samme måde løfte Volvos salg en del. EX60 er dog først klar til sommer.

Mazda kan sætte sin lid til den nye el-SUV CX-6e, og hybriden CX-5 kan nok også bidrage. Ford, derimod, har ikke udsigt til noget nyheder i 2026, der i sig selv kan vende udviklingen.

Kina-mærker 50 pct. frem

Kinesiske mærker bliver ved at gnave sig ind på det danske bilmarked – langsomt, men sikkert.

Mens de rent kinesiske mærker i 2024 havde en samlet andel på 4,2 pct., var den andel steget til 6,4 pct. sidste år. Det er en relativ stigning på 52 pct.

Væksten vil formentlig fortsætte i år. Mens nogle mærker ligger underdrejet, er der på det allerseneste kommet flere nye mærker med store ambitioner.

Bl.a. lægger Leapmotor hårdt ud med at få 42 forhandlere og når i løbet af året op på mindst tre modeller.

Stærkt år for Xpeng og MG

Xpeng blev landets 16. største bilmærke med MG, der gik kraftigt frem, lige i hælene. BYD, som ellers er verdens største elbilproducent, gik lidt tilbage i Danmark.

Navor kom til Danmark i begyndelsen af 2025 og fik solgt 1.600 styks af sin plugin-hybrid – nok til en 23. plads lige efter Mazda. Zeekr kom hurtigt ud af starthullerne. Mærket blev lanceret i sommer og nåede 700 biler på et halvt år og 28. plads.

Bilsalget i Europa

Også i Europa er Volkswagen-gruppen dominerende, men ikke så voldsomt som i Danmark. Volkswagen havde i 2025 en markedsandel på 27,6 pct.

Stellantis er næststørst med 15,3 pct., mens Renault Group er nr. tre med 11,5 pct. Tesla gik mest tilbage i 2025 blandt de større mærker - minus 38 pct. - og er nu kun 20. største mærke, overhalet af bl.a. SAIC Motor fra Kina.

Størst fremgang har BYD, der voksede 269 procent.

Dacia Sandero blev den mest solgte bilmodel.