Spring til hovedindhold
Logo

AutoIndex 2026: Her er bilmærket med de gladeste ejere

Nyheder

Nyt om trafik og biler

18. maj 2026

Anders Wendt Jensen

MG entrerer med en maveplasker i årets AutoIndex-undersøgelse, hvor der også er en ny vinder i forhold til sidste år. Bilejerne er over en bred kam blevet mindre tilfredse.

Der er udskiftning i toppen af den årlige AutoIndex-undersøgelse, hvor bilejerne angiver, hvor tilfredse de er med deres bilmærke. Sidste år blev BMW skubbet ned fra topplaceringen efter at have haft førerpositionen siden 2012, da Toyota fik flest point blandt alle mærkerne.

Men det holdt kun et enkelt år, for nu er BMW tilbage på førstepladsen.

Premiummærket er gået 1,3 procent frem i forhold til sidste års undersøgelse, mens Toyota omvendt er gået 1,5 procent tilbage. Det betyder, at BMW lige akkurat overhaler Toyota med et enkelt indekspoint. En historisk snæver sejr.

Motor har bragt AutoIndex-undersøgelsen hvert år siden 2003. Tilfredshedsmålingen sker ved, at bilejerne svarer på flere end 130 spørgsmål om oplevelsen med deres bil, forhandler og værksted.

Den gennemsnitlige tilfredshed er i år gået tilbage med 1,1 procent, og i alt er 14 af årets 21 bilmærker i undersøgelsen gået tilbage. Den største procentuelle nedgang ses hos Citroën, mens Polestar er det mærke, der er faldet flest placeringer – fra nummer 7 til nummer 11.

MG er ny i feltet – og starter i bunden

Et af de mærker, der er med til at trække tilfredsheden ned, er MG, der er med i AutoIndex for første gang – og ender på sidstepladsen med 790 indekspoint. Mærkets ejere er dermed de mindst tilfredse i undersøgelsen.

Indimellem kommer nye bilmærker til, og andre ryger ud af AutoIndex. For at være med skal der være nok ejere af de pågældende mærker, der deltager i undersøgelsen, for at resultaterne er valide. Nye mærker skal desuden have været på markedet i nogle år, før ejerne har så meget erfaring med bilerne, at de kan komme i betragtning.

Med de mange nye kinesiske mærker kan vi derfor forvente at se flere nye elbilmærker i undersøgelsen i de kommende år. I den positive ende er de bilmærker, der er steget mest i procent i forhold til sidste år, BMW, Mercedes-Benz og Skoda. Sidstnævnte hopper flest pladser opad – fra 12.- til
6.-pladsen.

Tak for indsatsen

Blandt bilejerne, der har svaret på spørgsmålene i AutoIndex 2026, har vi ved lodtrækning fundet tre vindere, der hver får et rejsegavekort på 5.000 kr. til FDM Travel:

Charlotte Vinther, Hirtshals
Jerry Engelgaar, Karise
Lennart Bernstein, Nivå