Spring til hovedindhold
Logo

Bilferien sydpå bliver dyrere - se hvad det koster dig

Nyheder

Nyt om trafik og biler

21. maj 2026

Foto af Karsten Meyland Lemche
Karsten Meyland Lemche

Uro i Mellemøsten har igen sendt brændstofpriserne i vejret. FDM beregner, hvad det betyder for familiens bilferie, og giver dig overblik over brændstofpriser i Europa.

Med uro i Mellemøsten og den efterfølgende lukning af Hormuzstrædet har der været kraftigt stigende brændstofpriser her i foråret 2026. Derfor er det naturligt at bekymre sig om, hvad det kommer til at betyde for kør selv-ferien denne sommer.

Ligesom sidste år har FDM beregnet, hvad det koster for en familie at køre en tur til Gardasøen fra Odense.

– Selvom mange oplever, at det er blevet markant dyrere at tanke bilen i hverdagen, skal man slå koldt vand i blodet, når det gælder sommerens bilferie. FDMs beregninger viser, at den samlede prisstigning ikke er noget, som kan slå bunden ud af feriebudgettet, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

Beregningerne viser, at det er dyrest at køre benzin. Her lyder den samlede beregnede udgift på 2.700 kr., hvis turen går til Gardasøen og retur. Det er 300 kr. dyrere end sidste sommer.

Prisstigningen er en anelse højere for dieselbilister, der på samme tur vil få brændstofudgifter på 2.300 kr. Det svarer til en stigning på 400 kr. i forhold til samme køretur sidste år.

Elbilisterne kan til gengæld slippe billigt. Her er eludgifterne på 1.855 kr. for turen til Gardasøen og retur. Det bliver billigst, hvis man kører med 100 % hjemmefra og lader i Danmark.

Derudover sikrer ladeabonnementer billigere strøm hele vejen i Europa, hvor der efterhånden er mange ladepunkter at vælge imellem. Vælger man ikke et ladeabonnement, men i stedet lader tilfældige steder til listepriser, kan turen blive 1.000 kr. dyrere end med de billigste abonnementer.

Store prisforskelle på benzin og diesel

Brændstofpriserne varierer markant fra land til land i Europa. Det viser EU-Kommissionens opgørelser over de officielle listepriser på benzin og diesel. I flere europæiske lande er afgifterne på brændstof i forvejen lavere end i Danmark, og nogle lande har desuden valgt at sænke dem yderligere efter krisen i Hormuzstrædet for at hjælpe bilisterne.

Danmark og Holland ligger blandt de dyreste lande, når det gælder benzin, med listepriser på mere end 17 kr. pr. liter. Til sammenligning ligger prisen i Slovenien på omkring 12,40 kr. pr. liter, mens den i Italien er cirka 14,40 kr. pr. liter. I Sverige koster en liter benzin omkring 12,50 kr.

– Vores beregninger tager udgangspunkt i de officielle listepriser rundt om i Europa. Men ser man sig for og planlægger, er der mange penge at spare. I Tyskland skal man tanke inden kl. 12 og ellers efter kl. 18. Et andet godt råd er derfor at forsøge at planlægge sine tankstop hjemmefra og undgå at tanke langs motorvejene, hvor det er dyrt, siger Ilyas Dogru.

For bilister i benzin- og dieselbiler kan sommerferien dermed blive en smule dyrere. For elbilister ser regnestykket anderledes ud. Ifølge FDMs beregninger kan en tur til Gardasøen i elbil give en besparelse på op til 865 kr. sammenlignet med en tilsvarende tur i benzinbil.

– Elbilister har alene det seneste år fået markant flere lademuligheder på ferieturen, og konkurrencen på lademarkedet er blevet hård. Samtidig viser vores beregninger, at man kan spare op mod 1.000 kr. ved at tegne et abonnement hos en af de større ladeoperatører. Det giver adgang til at kunne lade billigere på bilferien i Europa, siger Ilyas Dogru.

Fem tips til billigere bilferie:

  • Sænk farten – kør 110 km/t i stedet for 130 km/t, og spar op til 20 % i brændstof.
  • Drop tagboksen – den øgede vindmodstand kan øge forbruget med op til 15 %.
  • Undgå at tanke langs motorvejen – her er benzin og diesel dyrest.
  • Tank på de rigtige tidspunkter – i Tyskland kan du spare op mod en kr. pr. liter ved at tanke før kl. 12 eller mellem kl. 18 og 22.
  • Vælg ladeabonnement til elbilen - Ionity er billig men med stort pres på ladenetværket i sommerferien, overvej i stedet Elli, EnBW eller Tesla.