Spring til hovedindhold
Logo

Din elbil kan hjælpe elnettet – og spare dig penge

Nyheder

Nyt om trafik og biler

20. august 2026

Opladning af plugin-hybrid udenfor.
Anders Wendt Jensen

Det giver sig selv, at stadig flere elbiler belaster elnettet. Men en tredjedel af elbilejerne er faktisk med til at aflaste elnettet, da de benytter sig af intelligent opladning. Som elbilsejer kan du være med til at skabe en bedre balance og få en økonomisk gevinst.

Stort set alle nysolgte biler til private kører på el, og antallet af elbiler i danske husstande nærmer sig hastigt 700.000. En optælling fra Energinet fra marts viser, at godt en tredjedel elbilerne er tilmeldt intelligent opladning. Energinet, har systemansvaret og ejer og udvikler det overordnede elnet.

Ved intelligent opladning planlægges eller justeres opladningen automatisk ud fra bl.a. elpris, belastning, bilens energibehov og det ønskede afgangstidspunkt. Opladningen kan udskydes, sænkes eller midlertidigt sættes på pause, så bilen så vidt muligt er klar, når ejeren skal bruge den.

Men der er behov for, at flere elbilister vælger at lade med intelligent opladning.

– Det er godt for den grønne omstilling og elektrificeringen, at flere og flere skifter til biler, der bruger grøn el i stedet for diesel eller benzin. Men vi har ikke armene helt oppe over hovedet i Energinet endnu. Det kan blive meget grønnere. For potentialet for at levere systemydelser fra vores stadig voksende park af elbiler, er enormt. Hvis flere tilvælger intelligent opladning af deres elbil, vil det være ren win-win for den grønne omstilling, siger Marie Budtz Pedersen, der er konstitueret vicedirektør i Energinets Forretning og Marked i en pressemeddelelse.

Mange ved ikke, at de kan bidrage

FDM bakker op om opfordringen til bilister om at tilmelde sig intelligent opladning – og glæder sig over, at mange hundredetusinde biler allerede bidrager. Men FDM kritiserer samtidig manglende information fra ladeoperatørerne.

– Der er nærmest ingen ladeoperatører, der skilter højlydt med, at de får penge af Energinet for at stille elbiler til rådighed for balanceringen, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Han ser tre områder, der kan få flere danskere til at tilmelde sig intelligent opladning: En økonomisk gulerod, at ladeoperatørerne gør en ekstra indsats for at informere forbrugerne, og at teknologien rent faktisk virker.

– Vi får en del henvendelser fra elbilsejere, der er irriterede over, at deres biler lader langsomt eller helt stopper med at lade. Desuden kan der være tekniske problemer med nogle elbiler når de oplader intelligent. Derfor er der et stort behov for, at ladeoperatørerne oplyser og rådgiver om fordele og ulemper ved intelligent opladning, siger Ilyas Dogru.

Han påpeger, at fordelene er langt større end ulemperne.

– Elbiler holder parkeret i meget længere tid, end det tager at lade dem helt op. Hvis en stor del af dem lader intelligent, kan de skrue deres forbrug op eller ned efter behovet i elsystemet. Det kræver ikke nødvendigvis at sende strøm tilbage til nettet. Intelligent, ensrettet opladning har værdi, da man forhindrer, at mange biler ukontrolleret lader med høj effekt samtidig med det øvrige spidsforbrug. Det er netop dét, intelligent opladning kan modvirke, siger Ilyas Dogru.

Eksempler på selskaber, der starter og stopper opladning automatisk

Enkel Energi

Giver 10 øre rabat pr. kWh

Looad

Giver ladebonus som en årlig rabat på din elregning.

Clever og Norlys

Tilbagebetaling indgår i prisen på samlet pakke.

OK

Planlagt opladning ift. billigste pris.

Læs mere: Fra 2026 kan du tjene penge på at sætte din bil til opladning

Ladeoperatører og elleverandører oplyser typisk om muligheder for intelligent opladning på deres hjemmesider.

Måske penge at hente for bilejerne

Energinet betaler ladeoperatørerne for at starte og stoppe opladningen. Det er op til ladeoperatørerne, hvordan indtjeningen indgår i ladeprodukterne. Pengene kan komme bilejerne til gode ved lavere ladeabonnement eller som løbende rabatter.

– Udover billigere ladeprodukter, så betyder flere fleksible ressourcer mere konkurrence om at levere reserver til elnettet. Energinet peger selv på, at det kan reducere omkostningerne og dermed systemtariffen, som alle elforbrugere betaler. Men det skal være tydeligt, hvor meget bilejeren tjener på fleksibiliteten, og hvordan det påvirker opladning. For vi vil se meget mere af det fremover, og derfor ser den fremtidige økonomi i at eje elbil ret god ud, forklarer Ilyas Dogru.

Foruden elbiler er bl.a. også ventilationsanlæg i bygninger, kølemontrer i supermarkeder, lysgrupper i gartnerier, ovne i industrien, individuelle varmepumper, pumper på spildevandsanlæg og elektrolyseanlæg med til at modtage elektricitet intelligent.