Efter tre års sneglefart: fuld fart mellem Vejle og Aarhus
Nyt om trafik og biler
9. november 2026

Foto: Vejdirektoratet
To enorme motorvejsprojekter på E45 er netop nu blevet færdige – samtidig og før tid. Det betyder en kæmpe forbedring af trafikken på Østjyske Motorvej med seks spor på hele den kritiske strækning mellem trekantområdet og nord for Aarhus.
Fremkommelighed og forudsigelighed har fået et kæmpe løft for trafikanterne, der kører nord og syd i Østjylland.
9. november kunne Vejdirektoratet erklære udbygningen af motorvejen rundt om Aarhus for færdig, og senest fredag den 13. november sker det samme med udbygningen af Vejle Nord-Skanderborg Syd.
Efter tre års intenst vejarbejde er der nu seks baner på begge delstrækninger af E45, og sammen med tidligere udvidelser er der nu seks spor mellem motorvejskryds Skærup i trekantområdet og motorvejskryds Aarhus N.
130 km/t hele vejen - næsten
Samtidig er fartgrænsen hævet til 130 km/t på stort set hele strækningen. En midlertidig undtagelse er vest for Aarhus, hvor der ganske vist er seks spor, men fartbegrænsning på 80 km/t på grund af fortsat arbejde med støjskærme. Det vil stå på indtil foråret 2027.

Der er nu seks spor på hele den 83 km lange strækning mellem Skærup-krydset og Aarhus N. Derudover er to km del af Djurslandmotorvejen også udbygget til seks spor. Den udvidede strækning rundt om Aarhus er 16 km og Skanderborg S-Vejle N er 38 km.
Desuden er der permanent 110 km/t ved motorvejskryds Aarhus S og (maks.) ved Vejlefjordbroen.
- Særligt i myldretiden vil man kunne mærke forskel i rejsetiden, ved at motorvejen og de tilhørende til- og frakørsler har fået et kapacitetsløft, betoner Vejdirektoratet.
Til- og frakørsler også udvidet
En afgørende del af projektet har været at udbygge til- og frakørslerne langs motorvejen samt områderne omkring dem, så de kan håndtere flere biler, og så kødannelser ned på motorvejen undgås eller minimeres.
- Det øger sikkerheden for trafikanterne på motorvejen markant, at vi har ombygget nogle til- og frakørsler, som sikrer, at der ikke vil være daglige køer ned på motorvejen. Det er en detalje, som jeg er meget glad for, siger projektchef for Vejle-Skanderborg, John Kjærsgaard, i en pressemeddelelse.
1.157.000 ton asfalt er lagt ud på de 54 km ny, bred motorvej.

Motorvejskryds Aarhus N, der forbinder Østjyske Motorvej og Djurslandmotorvejen, har fået den helt store ombygning for at forbedre trafikstrømmene. før-billede til venstre. Hvis man ser godt efter, kan man desuden se den nye supercykelsti sno sig gennem krydset. Foto: Vejdirektoratet
Klar mange måneder før tid
Den tidlige julegave til trafikanterne kommer længe før oprindelig planlagt, da kæmpeprojektet først var lovet helt færdigt i sommeren 2027. Tilmed er det sket inden for budgettet, forventer Vejdirektoratet.
En markant del af de to projekter har været en kraftig ombygning af det komplicerede motorvejskryds Aarhus N, der har betydet mange spærringer og lange omkørsler under byggeriet. Nu får 100.000 daglige trafikanter den fulde glæde det ombyggede motorvejskryds, hvor E45, Djurslandsmotorvejen og Århusvej mødes.
Motorvejskrydset er bygget om med nye broer, flere spor og helt nye til- og frakørsler mellem E45 og Djurslandsmotorvejen. Samtidig er Århusvej blevet udvidet til fire spor, så den lokale trafik får bedre plads.
Ændringerne forventes både at øge sikkerheden og mindske de køer, der tidligere bremsede trafikken gennem motorvejskrydset og ude på selv motorvejene.
Pris: 5,6 mia. kr.
Projektet mellem Vejle og Skanderborg har også været omfattende med 11 helt ny broer hen over motorvejen og nedrivning af ni eksisterende. Til- og frakørsler, de krydsende veje og rastepladserne er ombygget, mange km støjskærme er opsat, og der er anlagt nye samkørselspladser.
Den store udbygning, som er del af Infrastrukturplan 2035, blev påbegyndt i 2023. Budgettet har lydt på samlet 5,6 mia. kr. Det lader til, at knap alle pengene er blevet spenderet.
Med færdiggørelsen (der har ikke været nogen indvielse) af Vejle-Aarhus er langt det meste af den planlagte udvidelse af E45 færdig. Der mangler strækningen rundt om Kolding, som ventes stort set færdig i slutningen af 2027.