Elbiler truer klassiske danskerhits
Nyt om trafik og biler
11. juni 2026

Det går hastigt med ikke blot nysalget, men også med udbredelsen af elbiler i danske carporte og på danske veje. VW ID.4 er nu den sjette mest almindelige bil af alle slags, og Tesla Model Y ligger nr. otte.
Det tager mange år – ofte årtier - for en bilmodel at blive meget almindelig på vejene. Derfor er det imponerende og siger noget om det hastige salg af elbiler, at der allerede nu er to elbiler på top 10 over de mest udbredte personbiler på danske veje.
Blandt de 25 mest almindelige biler er der nu fem elbiler.
VW ID.4 (inklusive coupé-udgaven ID.5) er rykket op som den sjette mest udbredte bil – over Polo og lige under Golf.
Nået til tops på fem år
Tesla Model Y ligger på plads otte, foran en mangeårig danskerfavorit, Citroën C3.
Både ID.4 og Tesla Model Y kom først på markedet i 2021, så begge modeller har kun haft fem år til at arbejde sig op til omkring 50.000 kørende eksemplarer.
På top-25 findes yderligere tre rene elbiler: Tesla Model 3 (nr. 16), Skoda Enyaq (nr. 19) og VW ID.3 (nr. 22).
Brugtimport bidrager meget
- Brugtimporten spiller en vigtig rolle i de høje tal. Danmark henter mange brugte elbiler fra resten af Europa, og det øger udbuddet for de forbrugere, der ikke køber ny bil, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Der er siden lanceringen nysolgt lidt over 30.000 ID.4 og næsten 43.000 Model Y. Men dertil er der brugtimporteret 23.500 ID.4 og 8.000 Model Y.
Elbiler udgør næsten 22 pct. af alle biler på vejene. I faktiske tal er det nu 637.000.
Også en del plugin-hybrider
Og selv om antallet af plugin-hybrider langsomt er begyndt at falde, kører der 127.000 af disse opladelige benzin- og dieselbiler. Dermed kan over en fjerdedel (26 pct.) af den danske bilpark lades op.
- Danmarks elbilsucces skyldes først og fremmest, at elbilen er blevet økonomisk attraktiv. Det gælder både at eje den i de løbende udgifter og - i høj grad også - at i et land med høje afgifter, at elbiler beskattes mere lempeligt end benzin- og dieselbiler, siger Ilyas Dogru og tilføjer:
- Desuden har modeludbuddet ændret alt. Bilkøberne kan nu vælge mellem elbiler, der passer til alle behov: familie-SUVer, kompakte biler, firmabiler, premiumbiler og senest også flere billigere modeller.