Logo

’En bil er ikke en smartphone på hjul’

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. januar 2026

Torben Arent

Fysiske knapper og overskuelig skærmbetjening er essentielt i en bil, mener VW, som med den kommende ID. Polo gør op med menu-fiksering og retter samtidig op på sine egne fortidens syndere. Tag med på første kik ind i ID. Polo.

Når VW til efteråret lancerer minibilen ID. Polo, er det på mange måder en tilbagevenden til klassiske værdier i konstruktion og design.

Det gælder også inde i bilen, kan FDM fortælle efter en tur i den færdige bil, en grundig inspektion af den og samtaler med bilens skabere.

Som tidligere beskrevet får ID. Polo et ganske klassisk VW-design udvendigt. Det samme gør sig stort set gældende indvendigt. Der er i hvert fald søgt tilbage til klassiske VW-dyder.

Bedre kvalitetsoplevelse

I kabinen har VW rettet markant op på den middelmådige materiale-oplevelse i ID.-bilerne (som før det også ramte bl.a. T-Cross). Det er nu nærmest et Golf 4-øjeblik.

Dørsiderne er pænt beklædt med tekstiler og blød plast.

Da fjerde generation af VW Golf blev lanceret i 1997, var al fokus og nærmest eneste nyhed en gennemgribende opgradering af materialer og samlekvalitet.

Den fysiske kvalitetsforbedring i ID. Polo er tydelig. Dørsider og instrumentbord er beklædt med indbydende tekstil med synlige syninger, sæderne er også flotte, og det er en hel fornøjelse at gribe om det gedigne metalgreb til døråbningen.

Visuelt virker de nydesignede dørsider også vellykkede. De er meget åbne og bidrager dermed med en luftig oplevelse i kabinen. Dørgreb m.m. sidder på en lille ’ø’ på dørsiden.

Der er kommet et ganske stort betjeningspanel på hver side af rattet. Hver knap har én funktion.

Flere traditionelle knapper

Desuden har VW rettet op på den pjattede idé med, at for- og bagruder skulle dele to hejseknapper. Nu er der fire. Den støvsamlende pianolak er droppet til fordel for mat plast, og de trykfølsomme knapper på rattet er udskiftet med mere gedigne fysiske knapper, der giver bedre feedback.

Der er også kommet flere af dem på rattet, alle sammen med tydelig påskrift om deres funktion, og der er skabt logik. ’Højre er højre, venstre er venstre’ er filosofien. Det betyder, at når man trykker på højre side af rattet, korresponderer med noget på højre side af skærmen.

I det hele taget er der kommet flere knapper.

- Vi har fået negativ feedback på de få, fysiske knapper, siger en talsmand for VW.

Førerpladsen præges af en ret roligt udtryk med de klare vandrette linjer. Der er kommet fysiske knapper i midterkonsollen, og i dørpanelet er der nu fire knapper til at åbne og lukke ruderne.

Mange fysiske knapper

De genfødte knapper findes bl.a. i et lille panel til venstre for rattet og – mere prominent – som en række knapper under midterskærmen. Her er der direkte adgang til temperatur og andre klimafunktioner.

De metalbeklædte knapper er behagelige at røre ved og giver en god fysisk feedback. Det er nemt at justere temperaturen uden at tage øjnene fra vejen.

Og det er her, bemærkningen fra VW-talsmanden falder: ’En bil er ikke en smartphone på hjul’. Dermed går han imod en populær talemåde om, at en moderne bil blot er en rullende smartphone eller computer.

Hans pointe er, at en bil kræver et helt andet brugerinterface, når bilen skal betjenes under kørsel, hvor den kan ryste eller svinge, og førerens opmærksomhed er påkrævet på vejen.

Retroskærm inspireret af Golf 1 kan vælges via rattet, men designet er ikke helt så meget retro som i konceptbilen. Når man vælger den indstilling, optræder lydmenuen som et klassisk kassettebånd, og navigationskortet minder om et let krøllet landkort på papir.

Mulighed for 'one pedal-drive'

Indstilling af køreprogram og niveauet af motorbremsning skal dog vælges via en menu. VW indfører nemlig flere niveauer af motorbremsninger, hvoraf det kraftigste gør det muligt at kørebilen med kun speederen.

Det er stadig muligt nemt at vælge et moderat niveau ved at sætte gearvælgeren i ’B’.

Samtidig er al direkte førerinformation samlet i instrumenthuset, der for første gang i en ID.-bil er i fuld størrelse (10,25 tommer) og ikke blot en miniskærm oven på ratstammen.

Trykskærmen (op til 13 tommer) og menuerne er nye, men familiære og ’næste step’. ID. Polo og slægtninge fødes med ID software 6.0. De nuværende ID.-modeller på markedet er nået til 5.4.

Næste generation af Travel Assist

ID. Polo og de øvrige nye biler på MEB+-platformen får desuden mulighed for tredje generation af ’Travel Assist’, som snart vil kunne genkende røde trafiklys og stopskilte.

I midterkonsollen er der kommet en traditionel dreje-skubbe-knap til lydanlægget.

Der er skruet lidt ned for farvepaletten for at få bilen til at virke mere voksen. Som et lille visuelt trick er de faste bjælke øverst og nederst på skærmen mere integreret, så de ikke skiller sig ud som sorte bjælker og den aktive del af skærmen virker større.

’Hjem’-knappen er nu et grønt hus. Folk forstod ikke logikken med en blå firkant, lyder det fra VW.

Instrumenthuset kan nemt indstilles til flere typer visning. Én af dem er ren retro-design. Det er ændret i forhold til konceptudgaven og ikke helt så meget retro, men bliver standard i alle udgaver. Det er inspireret af Golf 1 i den faceliftede udgave fra 1980.

Hemmeligt kamera

De små ID.-biler får som de første en ny udgave af det kamera, der holder øje med, om fører koncentrerer sig om trafikken.

I stedet for en placering i den forreste vinduesstolpe eller på ratstammen, sidder det nu i bakspejlet – helt usynligt. Foruden uopmærksomhed kan det også advare, hvis sikkerhedsselen ikke sidder ordentligt – og måske om flere ting i fremtiden.

ID. Polo kommer efter planen på markedet til september. Samtidig er Skoda Epiq klar, og nogle måneder forinden har Cupra Raval fået lov at komme først. VW ID. Cross følger efter sidst i 2026.

Det forventes, at ID. Polo vil koste fra ca. 200.000 kr.