EU-stigninger på benzin og diesel udskudt et år
Nyt om trafik og biler
3. december 2025


EU har udskudt de kommende stigninger i afgifter på benzin og diesel til 2028. Det er den såkaldte ETS2-ordning, der er en del af EU's kvotesystem for CO2-udledning i transportsektoren.
Danske bilister kan ånde lettet en smule op – i hvert fald hvis de kører i en benzin- eller dieselbil.
For EU har valgt at udskyde indfasningen af et nyt CO₂-kvotesystem (kaldet ETS2) i transportsektoren fra 1. juli 2027 med præcist et år. Årsagen er, at man vil give EU-landene og brændstofselskaberne tid til at implementere de nye afgifter.
Indfasningen af de nye CO2-kvoter på benzin og diesel vil blive indført fra 1. juli 2028, hvor brændstofselskaberne skal købe kvoter svarende til den CO₂, der er i brændstoffet. CO2-kvoterne på brændstof vil være fuldt indfaset i 2030.
Til den tid vil det ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets beregninger betyde afgiftsstigninger på benzin og diesel på hhv. 1,09 kr. og 1,17 kr. pr. liter. I følge FDMs beregninger vil det for en bilist, som kører 20.000 km om året, give en merudgift i omegnen af 1.300 kr. for begge biltyper.
Påvirker ikke salget markant
FDM forventer ikke, at det får den store betydning for nybilsalget, da 90 procent af private bilkøbere allerede i dag køber elbiler.
– For ejere af benzin- og dieselbiler varer det yderligere et år, før brændstofpriserne kommer til at stige, og det kan betyde, at man ser an, hvordan brændstofpriserne udvikler sig, før man beslutter sig for at skifte til en elbil, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.
Han påpeger dog, at udskydelsen kun ændrer på timingen – ikke på tendensen.
– Når brændstofpriserne stiger under det nye CO₂-kvotesystem, vil de lave driftsomkostninger ved elbiler blive endnu mere tydelige for forbrugerne. Og så vil vi se et mere markant skifte mod elbiler, hvor det især vil være bilister med ældre benzin- og dieselbiler, der vil skifte i større stil, end de gør i dag, siger Ilyas Dogru.
Han påpeger også, at salget af elbiler ikke bare vil stige for nye biler, men i lige så høj grad på brugtbilmarkedet, i takt med at vi nærmer os 2028, hvor bilisterne vil blive ramt af højere brændstofpriser.
Hvad skal pengene gå til?
I Frankrig, Tyskland og Sverige vil man bruge midler fra kvotesystemet ETS2 til at skabe økonomiske ordninger kaldet social leasing, hvor familier med lav indkomst får adgang til billigere elbiler.
– Fra FDM håber vi, at de danske midler fra kvotesystemet ikke ender i et sort hul, men bruges målrettet på bilområdet til at sikre en rimelig og socialt afbalanceret grøn omstilling, slutter Ilyas Dogru.