Farlig kørsel – bilister stjæler hinandens sikkerhedsafstand
Nyt om trafik og biler
22. september 2026

Foto: Adobe Stock
Næsten ni ud af 10 bilister oplever, at andre bilister kører for tæt ind foran dem efter en overhaling, viser undersøgelse fra Vejdirektoratet. Bagendekollisioner er den hyppigste ulykkestype på motorvejene.
De fleste bilister ved, hvor vigtigt det er at holde god afstand til den forankørende. Men noget tyder på, at danske bilister ikke er opmærksomme på, at de selv „stjæler“ andre bilisters sikkerhedsafstand, hvis de trækker ind foran dem for tidligt.
Det viser en undersøgelse, som Vejdirektoratet har fået lavet i forbindelse med en kampagne om problemet. Her svarer 88 procent af de adspurgte, at de oplever, at andre trafikanter trækker ind foran dem i deres vognbane med for kort afstand. Blandt dem, der oplever det, mener 63 procent, at det er et stort eller meget stort problem. Yderligere 27 procent betegner det som et mellemstort problem.
– Vi skal huske, at når vi trækker ind efter en overhaling, bliver vi selv bilen foran for en anden. Trækker vi ind for tidligt, tager vi noget af den afstand og reaktionstid, trafikanten bag os har sørget for at skabe. Derfor skal vi tænke på afstanden både foran og bag bilen, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
Tidligere har Vejdirektoratet sat fokus på sikkerhedsafstanden foran ens bil, men der er god grund til også at huske afstanden bagved. Bagendekollisioner er nemlig den hyppigste ulykkestype på motorvejene, og i perioden 2021-2025 udgjorde de 42 procent af alle personskadeulykker på motorvejene.
FDM: Hold afstand for alles skyld
Færdselsloven stiller krav om, at et vognbaneskift skal kunne gennemføres uden fare eller unødig ulempe for den øvrige trafik. Derfor er det vigtigt, at man både sikrer sig, at man kan trække ud i overhalingsbanen uden at genere eller være til fare for andre, og at man trækker sikkert ind igen. Det vi sige, at man også tænker på sikkerheden for den bil, man har overhalet.
– Det er vigtigt for trafiksikkerheden, at man holder den rette afstand til forankørende. Og det samme gælder selvsagt, når man trækker ind efter en overhaling, hvor man ikke skal stjæle afstanden fra den bil, man netop har overhalet – både for sin egen og alle andres skyld, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Han anbefaler, at du venter med at trække ind, til du kan se den overhalede bil i bakspejlet.
Skyld i de fleste ulykker på motorvejen
Bagendekollisioner og ulykker med såkaldt trængning, hvor man lægger sig tæt på bilen foran, udgør over halvdelen af alle personskadeulykker på motorvejene.
– Afstand har stor betydning for, hvor meget tid man har til at reagere, hvis der pludselig sker noget uventet. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke stjæler hinandens afstand. Når du har overhalet og skal trække ind igen, så giv bilen bag dig plads og undgå at trække ind så tæt, at du fjerner den afstand, den anden trafikant har sørget for at holde, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Vejdirektoratets kampagne kører frem til 18. oktober. Du kan se den her (eksternt link)
Sådan holder du sikker afstand
Det kan være svært at vurdere, hvor god afstand der skal være, for at man kan nå at bremse, hvis der sker noget uforudset foran i trafikken. Vejdirektoratet giver disse huskeregler:
2 sekunder Sørg for, at der er to sekunder mellem dig og den forankørende bil. Når bilen er ud for et fast punkt, tæller du, hvor mange sekunder der går, før du er ud for punktet. Der skal være mindst to sekunder.
Halv hastighed Afstanden skal være halvdelen af din hastighed i meter. Hvis du kører 80 km/t, skal der altså være 40 meter til bilen foran.
Tommelfingerreglen Stræk armen frem og se, om du kan dække bilen foran med din tommelfinger. Kan du det, er afstanden sikker.
Adaptiv fartpilot Hvis din bil har adaptiv fartpilot, der både holder farten og holder sikker afstand til bilen foran, så brug den på motorvej. Den kan også vise dig, hvor stor afstand der bør være.
Pile på vejen Nogle steder er der malet pile på vejbanen. Der skal være to pile mellem din bil og den forankørende.