FDM advarer og fraråder køb: Helårsdæk dumper i test
Nyt om trafik og biler
23. juni 2026

Foto:: FDM/ADAC
Nogle helårsdæk er elendige og farlige på snedækkede veje, og 6 ud af 16 helårsdæk dumper i FDMs nyeste test.
Hvis du overvejer at droppe skiftet mellem sommer- og vinterdæk for at køre på helårsdæk, skal du se dig godt for. For nogle helårsdæk er ikke gode til både at køre på tør, våd og snedækket vej.
Det viser den nyeste dæktest, som FDM sammen med flere europæiske bilklubber har foretaget af 16 helårsdæk i størrelsen 15 tommer (185/65 R15).
Hele seks dæk dumper i testen, da de er elendige og farlige, når der er sne på vejene. FDM fraråder køb.
Se alle testresultaterne for de 16 helårsdæk her
- Der er de senere år sket en stor udvikling inden for helårsdæk, og de bedste dæk er nu så gode, at de kan være en god og praktisk løsning for mange. Men som testen viser, har flere dækproducenter stadig svært ved at forene gode sommer- og vinteregenskaber i ét dæk. Derfor gælder det om at se sig for, for mange helårsdæk er hverken rigtig gode sommer- eller vinterdæk, siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Den testede dækstørrelse passer til biler som Peugeot 208, VW Polo og Renault Clio. Flere af de førende dækproducenter laver imidlertid ikke deres nyeste helårsdæk i så lille en størrelse. Det er skidt for forbrugerne, som dermed ikke har adgang til den nyeste dækteknologi til nogle af de mest udbredte biler.

De 16 helårsdæk er testet på samme måde, som FDM tester sommer- og vinterdæk. Blot med den forskel, at de skal have samme gode egenskaber året rundt, uanset om de skal køre på varme, tørre sommerveje eller våde og glatte vinterveje. Dækkenes egenskaber på sne testes i Finland.
Hvilket dæk er bedst i test?
I testen skiller ét dæk sig ud. Det er Continental AllSeasonContact 2, som giver de øvrige 15 dæk baghjul, og løber med titlen som testvinder 2026.
- Der er mange krav til helårsdæk, der skal kunne stå lige godt fast, uanset om det er på 50 grader varm asfalt eller i 15 minusgrader og vinterføre. Her er helårsdækket fra Continental i en klasse for sig. Skal man købe helårsdæk, er det vigtigste dog, at man går efter et dæk, der har gode egenskaber på både tør og våd vej, og som er mærket med 3PMSF (snefnugsymbolet), så det også er lovligt i vinterføre, siger Søren W. Rasmussen.