Spring til hovedindhold
Logo

FDM-pristjek: Stadig ingen konkurrence på benzin og diesel

Nyheder

Nyt om trafik og biler

9. april 2026

Collage af prisstandere på tankstationer med helt ens priser

FDMs tjek af brændstofpriserne tirsdag morgen viste, at prisen på benzin og diesel er ens i hele landet. - Foto:: FDM

Mads Bregenov-Pedersen

100 dage efter at et indgreb skulle sikre øget konkurrence på benzin og diesel, er priserne fortsat ens i hele landet. Det viser pristjek, FDM har lavet på 44 tankstationer rundt om i Danmark. Myndighederne bør undersøge brændstofmarkedet nøje, mener FDM.

Bilister, der leder efter konkurrence på benzin og diesel, kører fortsat forgæves. Priserne på landets tankstationer er nemlig stadig fuldstændig ens.

Det viser et pristjek, FDM har lavet på 44 tankstationer rundt om i landet tirsdag morgen og eftermiddag.

Tirsdag morgen kostede en liter benzin på en ubemandet tankstation således 16,09 kr., mens prisen på en liter diesel var 17,59 kr. – eneste forskel var, at prisen på bemandede stationer var 10 øre højere pr. liter.

Da FDM tjekkede igen efter kl. 11.00, hvor stationerne ændrer priserne, og hvor prisen på diesel var steget med 80 øre, var prisen fortsat ens på alle stationer – nu blot 18,39 eller 18,49 kr. pr. liter, afhængigt af om stationen var bemandet eller ubemandet.

Collage af prisstandere på tankstationer

Prisen på diesel tog tirsdag et lille hop opad. Men selv efter den justering, var priserne fortsat helt ens. Eneste forskel var, at literprisen på bemandede tankstationer var 10 øre højere. (Collage: FDM)

Tiltag virker ikke

To nye tiltag skulle ellers øge konkurrencen på brændstof. Siden december sidste år har brændstofselskaberne haft forbud mod at offentliggøre vejledende priser forud for prisændringer, og siden 1. januar har selskaberne skullet offentliggøre lokale standerpriser online.

Som FDM for nylig har beskrevet, har det været med til at gøre markedet mere uigennemskueligt, da nogle brændstofselskaber online offentliggør listepriser, mens andre viser standerpriser.

- Vi er nu 100 dage inde i 2026 og kan fortsat konstatere, at priserne på benzin og diesel er helt ens, hvad enten man tanker i Hovedstadsområdet, Hadsund eller Horsens. Der er med andre ord stadig ingen konkurrence på brændstof, og dermed har de to tiltag ikke haft den effekt, som vi havde håbet på, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov skulle tiltagene ellers skabe konkurrence på brændstofmarkedet, så husstande med to biler ville kunne spare op mod 2.000 kr. om året.

Collage af prisstandere på tankstationer med helt ens priser

16.09 kr. for en liter benzin. 17.59 kr. for en liter diesel. Prisen var fuldstændig ens, da FDM tirsdag morgen lavede et pris-tjek på tankstationer rundt om i landet. (Collage: FDM)

FDM: Der er ingen konkurrence

Et lignende pristjek, FDM lavede tilbage i december, viste, at priserne på mere end 90 tankstationer dengang var helt ens. Eneste prisforskel var også dengang 10 øre mellem bemandede og ubemandede tankstationer.

FDM har siden fulgt brændstofpriserne tæt, og tirsdagens pristjek bekræfter blot oplevelsen af helt ens priser på benzin og diesel.

- I en tid, hvor brændstofpriserne svinger voldsomt, undrer det, at priserne fortsat er helt ens, uanset hvor i landet man tanker. Ikke engang en lokal prisforskel kan vi få øje på. For FDM understreger det, at der er noget helt galt med konkurrencen på brændstofmarkedet, som myndighederne er nødt til at se nærmere på. Man kan evt. lade sig inspirere af Tyskland, hvor myndighederne nu kræver dokumentation for prissætningen, siger Ilyas Dogru.