FDM-undersøgelse: Fortsat intet at spare på benzin og diesel
Nyt om trafik og biler
9. december 2025


Minister lovede besparelse på 2.000 kr. om året. Men p.t. er der ingen konkurrence på benzin- og dieselpriser. Det viser landsdækkende undersøgelse foretaget af FDM.
Modsat markedet for offentlig opladning af elbiler må ejere af benzin- og dieselbiler se langt efter konkurrence på brændstofpriser.
Der har længe blot været 10 øre at spare ved at vælge en ubemandet tankstation. Derfor vedtog regeringen i september en ny lov, som skulle forbyde benzinselskaberne at varsle prisændringer på benzinstationerne.
Og begrundelsen for den nye lov, som trådte i kraft 1. december, var klar tale fra erhvervsministeren:
– For rigtig mange danskere er bilen en vigtig del af hverdagen – fra arbejde og skole til børnenes spejderlejr og kolonihaven i weekenden. Men man møder ofte den samme pris, uanset hvor man kører ind for at tanke. Der er åbenlyst problemer med konkurrencen. Det gør vi noget ved. Derfor ændrer vi nu reglerne. For mere konkurrence kan spare de danske bilister for op til 2.000 kr. om året og give ekstra luft i budgettet, udtalte erhvervsminister Morten Bødskov (S).

FDM har været ude ved 93 tankstationer over hele landet samme morgen for at tjekke priser på benzin og diesel. Det viste sig, at der p.t. reelt ikke er konkurrence på priserne.
FDM-pristjek på 93 tankstationer
For at efterprøve, om de nye regler reelt påvirker priserne for de danske bilister, sendte FDM testassistenter i marken over hele landet. Her tjekkede de mandag formiddag priserne på 93 forskellige tankstationer. Og resultatet var nedslående.
– Her blot en uge efter, at reglerne er trådt i kraft, er brændstofpriserne fortsat ens, uanset om man tanker nord eller syd, øst eller vest. Den eneste besparelse, man kan få, er stadig, at man som bilist kan tanke 10 øre billigere ved ubemandede stationer, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.
Reglerne bliver indført i to trin, og trin to træder i kraft den 1. januar 2026. Her skal benzinselskaberne offentliggøre brændstofpriserne online, så man kan holde øje med lokale brændstofpriser. Også dette tiltag skulle give øget konkurrence.
– Det er for tidligt at konkludere endeligt på de nye tiltag. Men FDM håber, at anden omgang af reglerne – nemlig at lokale priser skal vises online i realtid – kan få en effekt, siger Ilyas Dogru.
Han understreger også, at FDM fortsat vil holde øje med markedet for at sikre, at der reelt kommer konkurrence på benzin- og dieselpriser i Danmark, og at vi ikke får kartellignende prisdannelser.