Fransk bilmærke med lang historie indtager Danmark
Nyt om trafik og biler
13. april 2026

Det er yderst sjældent, at et nyt bilmærke, som ikke er fra Kina, lanceres i Danmark. Men om kort tid introducerer Renault-gruppen sit sportsvognsmærke Alpine. Det sker udelukkende med elbiler.
Efter lang tids overvejelse bekræfter den danske Renault-importør, at koncernens sportsmærke, Alpine, lanceres i Danmark.
Nyheden får disse ord med på vejen fra Renault Danmarks pressechef:
- At et nyt bilmærke introduceres i Danmark, er vel efterhånden ikke en nyhed. Det plejer at være en ikke-europæisk, større bil, hvis navn man kan have svært ved at udtale, og hvis historie sjældent daterer sig længere tilbage end sidste gang, der var folketingsvalg. Men sådan er det ikke denne gang.

Alpine A390 har i denne GTS-version tre motorer med tilsammen 470 hk.
To modeller inden sommerferien
Alpine kommer til landet inden sommerferien med begge sine to nuværende modeller.
Det gælder A290, der er en sportslig udgave af Renault 5, og som deler titlen Car of the Year 2025 med R5.
Og det gælder A390, som baserer sig på Megane, men med eget karrosseri, en særlig undervogn og meget større ydelse fra sine tre motorer.
Flere nyheder på vej
Flere modeller er på vej. Allerede i slutningen af i år lanceres den elektriske efterfølger til A110, som skal bygges på en dedikeret Alpine Performance-platform.
Længere fremme kommer A310 - en genfødsel af en legendarisk firepersoners GT-coupe, ligesom der også er planlagt en elektrisk roadster bygget på A110 modellen.
Alpine skal sælges fra fire Renault-forhandlere.

Alpine A290 er en kraftig modificeret Renault 5. Alpine-udgaven fås med op til 218 hk, mens R5 topper ved 150 hk.
A290-modelprogrammet i Danmark
GT 177 hk (52 kWh/380 km)
GT Performance 218 hk (52 kWh/360 km)
GTS: 218 hk (52 kWh/360 km)
A390-modelprogrammet i Danmark
Business: 300 hk (67 kWh /450 km) – kommer 2027
GT: 400 hk (89 kWh/557 km)
GTS: 470 hk (89 kWh/503 km)
Grundlagt for 70 år siden
Alpine blev grundlagt i 1955 og har stærke rødder i motorsporten, og er for tiden aktiv i Formel 1. Mærket bygger stadig sine biler i den oprindelige hjemby, Dieppe i Nordvestfrankrig.
Grundlægger Jean Rédélés filosofi var at skabe lette sportsvogne. Mest kendt er Alpine A110, der blev produceret i 1960’erne og 1970’erne. Den gjorde sig bemærket med sine rallysejre.