Købte bil med uoriginalt anhængertræk – kan ikke bruge bilen
Nyt om trafik og biler
17. juni 2026

Foto:: Privatfoto
Forhandler solgte bil med uoriginalt anhængertræk, selvom netop den bil slet ikke kan få eftermonteret et træk. Ny dom fastslår, at det er en mangel.
Det var en mangel, da en bilforhandler i 2023 solgte Claus og Pia Korntved en Audi Q4 med et uoriginalt anhængertræk, som ikke kunne ’tale’ med bilens styreenhed. Det slår en ny byretsdom fast, som ifølge FDM har betydning for såvel bilkøbere som hele bilbranchen.
Alligevel er Claus og Pia Korntved skuffede over dommen.
Hvor Ankenævn for biler nåede frem til, at købet skulle hæves, og forhandleren betale parret 427.000 kr. tilbage for bilen, minus et beløb for kørte kilometer, nåede byretten frem til, at Claus og Pia Korntved ’kun’ skulle have et afslag på 8.000 kr.

Claus og Pia Korntved foran deres Audi Q4, som de købte i 2023. Da det var et krav, at bilen skulle have anhængertræk, fik parret eftermonteret et uoriginalt træk. Men forhandleren oplyste dem ikke om, at netop denne udgave af bilen ikke kan få eftermonteret et anhængertræk. Derfor kom anhængertrækket aldrig til at virke, som det skulle. (Privatfoto)
Som et udstødt organ
Parret fra Roskilde kører ofte med trailer. Derfor var det et krav, at bilen havde anhængertræk, da de i februar 2023 købte ny bil.
Valget faldt på en brugt Audi Q4 e-tron 35, som stod hos forhandleren uden træk. Men da der ikke fås et originalt anhængertræk til netop den model, noget som parret ikke blev oplyst om, foreslog forhandleren i stedet at eftermontere et uoriginalt anhængertræk.
Det blev dog aldrig nogen rigtig god løsning, og da bilen i juni 2023 skulle til første service, ville den slet ikke opdatere bilens software. Årsagen var det uoriginale anhængertræk, og sådan har det været hver gang, Audi har rullet nye opdateringer ud til bilen.
Hver gang har det været nødvendigt at afmontere anhængertrækkets styreboks og efterfølgende omkode anhængertrækket med uoriginal software – med risiko for fejl på bilens øvrige systemer til følge. Et mas, som hver gang kostede Claus og Pia Korntved omkring 1.000 kr. ekstra.
– Forhandleren burde have oplyst os om, at man ikke kan eftermontere anhængertræk på netop den bil. Havde vi vidst, hvilke problemer det ville medføre, havde vi naturligvis ikke købt bilen, fortæller Pia Korntved.
Netop problemer med eftermonteret anhængertræk er et velkendt fænomen, som FDM har skrevet om af flere omgange, og som man løbende støder på i FDMs rådgivning.
De uoriginale anhængertræk kan sammenlignes med et transplanteret organ, der i flere tilfælde ’udstødes’ af bilen, som ikke vil kendes ved dem. Af samme årsag anbefaler FDM, at man kun eftermonterer udstyr, der er godkendt af fabrikanten, særligt ved nyere biler og elbiler, da det kan give store tekniske og økonomiske problemer.

Problemer med eftermonteret anhængertræk er velkendt i FDMs rådgivning. Derfor anbefaler man kun at eftermonterer udstyr, der er godkendt af fabrikanten. Det gælder særligt ved nyere biler og elbiler, da det kan give store tekniske og økonomiske problemer, som dem, Claus og Pia havnede i. (Privatfoto)
Stavnsbundet til bil
Claus og Pia Korntved følte sig vildledt af forhandleren, og med FDMs hjælp klagede de derfor til Ankenævn for Biler, som i efteråret 2023 nåede frem til, at der var tale om en så væsentlig mangel, at købet skulle hæves.
En kæmpe lettelse for parret, som dermed kunne koncentrere sig om at købe en ny bil. Troede de. For kort efter modtog de en stævning fra bilforhandlerens brancheorganisation, Dansk Bilbrancheråds advokat, med krav om, at parret skulle anerkende, at bilen ikke led af en såkaldt køberetlig mangel, og at købet derfor ikke kunne hæves.
Sidst i april afsagde retten i Roskilde dom i sagen, som fastslog, at købet ikke skulle hæves, men at ægteparret Korntved i stedet fik et afslag på 8.000 kr.
– Efter tre års slagsmål med forhandler, ankenævn og retssag er min mand og jeg trætte, og vi orker ikke mere. Det ændrer ikke på, at jeg føler mig krænket på min retsfølelse. Jeg kan ikke forstå, hvordan en forhandler kan gøre spørgsmålet om et ikke-brugbart anhængertræk til købers ansvar, siger Pia Korntved, som føler sig stavnsbundet til bilen.
Parret har nu valgt helt at afmontere anhængertrækket. Dermed står de med en bil, som de ikke kan bruge til det, den bl.a. var købt til; at køre med trailer. I stedet må de nu leje en bil med anhængertræk.
Vigtig dom for forbrugere
Hos FDM tager man dommen til efterretning.
– Vi forstår til fulde vores medlemmers frustration med dommen, og at de ikke fik lov til at hæve købet. I FDM havde vi da også forventet, at retten ikke ’kun’ ville give adgang til prisafslag, siger områdechef i FDM Lennart Fogh og tilføjer:
– På det principielle plan mener vi, at dommen er en vigtig sejr for bilisterne og en løftet pegefinger til hele bilbranchen. Både Ankenævn for biler og byretten slår fast, at det uoriginale anhængertræk udgjorde en mangel ved Claus og Pias bil, og dermed levede den ikke op til det, som de berettiget kunne forvente.
Ifølge ham betyder det, at en forhandler fremover skal oplyse om risikoen ved eftermontering af uoriginale anhængertræk, og at man som forbruger ikke er tvunget til at acceptere, at anhængertræk ikke har de forventede egenskaber.
– FDM håber, at denne sag får den vigtige betydning, at det nu er klart for branchen, at man som forhandler har pligt til loyalt at informere sine kunder om en mulig risiko for uhensigtsmæssigheder, så man fremover undgår denne problemstilling, siger Lennart Fogh.
Brancheorganisation tilfreds med dom
Hos Dansk Bilbrancheråd er man helt enige i, at der er en oplysningspligt, hvis en monteret reservedel – original eller uoriginal – giver anledning til særlige forholdsregler fremadrettet.
- Det er derfor ikke noget nyt. Netop behov for kodning af uoriginale træk blev landskendt i 2024 – umiddelbart efter ankenævnsafgørelsen i den aktuelle sag – og siden dengang har forhandlerne derfor været klar over behovet for oplysning – og har forhåbentlig også givet den, skriver adm. direktør i Dansk Bilbrancheråd Erik S. Rasmussen i en mail til FDM og uddyber:
- Den manglende oplysning her er da også det, der gjorde, at forhandleren her faktisk fra starten havde tilbudt kunden det afslag, som kunden endte med at få tilkendt i byrettens dom.
- Og eftersom kodningen alene indebærer en beskeden økonomisk meromkostning i underkanten af 1.000 kr., og tillige ikke udgør nogen risiko for bilen, så er vi stærkt tilfredse med, at den i sagen manglende oplysning trods alt alene giver ret til et afslag, der så godt og vel dækker de meromkostninger, som kunden står med, og ikke bilhandlens ophævelse, skriver Erik S. Rasmussen.