Ladestandere breder sig i lyntempo
Nyt om trafik og biler
26. februar 2026

Muligheden for at lade sin elbil vokser i ekspresfart. På blot to år er antallet af lynladere i Danmark firedoblet. Clever er størst, men Norlys indhenter, og den tidligere dominerende, Tesla, er nu kun femtestørst.
Elbilerne stormer frem og udgør nu en femtedel af den danske bilpark. Men trods den kraftige stigning er det ikke blevet sværere at finde en offentlig tilgængelig lader. Tværtimod.
Danmark runder nu to markante milepæle: 50.000 offentlig tilgængelige ladere, heraf 7.000 lynladere, viser de nyeste tal fra Dansk e-Mobilitet For blot to år siden var tallene 17.400 og 1.600.
- Udbygningen af ladeinfrastrukturen har dermed fulgt elbilernes vanvittige vækst, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Lidt færre elbiler pr. lader
- I Danmark har vi undgået hønen-eller-ægget-problemet. I modsætning til mange andre lande har ladeinfrastrukturen været på forkant, så forbrugerne trygt har kunnet købe elbil, siger Ilyas Dogru.
Antallet af elbiler pr. ladepunkt er blevet svagt forbedret de seneste par år. Ved udgangen af 2023 skulle 11,5 elbiler dele et ladestik, i 2024 var det 11,3, mens det nu er nede på 11,1 bil pr. ladestik.
Dogru påpeger, at Danmark allerede har mere end dobbelt så mange lynladere, som DTU tidligere vurderede ville være nødvendigt i 2030 ved én million elbiler. Vi har nu ca. 560.000 elbiler.
Norlys udvider hurtigt
Opgørelsen af ladepunkter viser en markant udvikling blandet ladeselskaber. Clever har ca. hvert tredje ladepunkt i Danmark og hver femte lynlader. Men Norlys indhenter nu hurtigt på lynladere med tæt på 1.000. Clever har ca. 1.300.
Også OK og E.ON har travlt med lynladere. OK, som ellers lagde ud med de langsomme AC-ladere, har nu femte flest lynladere. Dertil kommer, at energiselskabet har det allerstørste antal hurtigladere (50-75 kW).
E.ON er næsten samme historie. Selskabet var længe fokuseret på AC-ladere (til dels overtaget fra hedengangne Better Place) og hurtigladere, men er nu sjette størst med lynladning.
Tesla fra nr. ét til nr. fem
Selv om Tesla stadig udbygger, er tempoet hos det amerikanske selskab droslet kraftigt ned i forhold til konkurrenterne. Teslas lynladere udgjorde så sent som i 2022 57 pct. af samtlige lynladere og var derfor en værdifuld mulighed for at kunne lade på farten – i Danmark og i udlandet.
Teslas andel er nu helt nede på 11 pct. (9 pct. hvis hurtigladere tælles med). Det gør mærket hhv. tredje- og femtestørst.

Circle K er vokset særdeles hurtigt og har nu over 700 lynladere på sine servicestationer.
Circle K har mange lynladere
Blandt tankstationer er Circle K i front og har med over 700 lynladere næsten lige så mange som Tesla. Shell og Q8 har væsentlig færre.
Normalladere (AC) domineres af Clever, Norlys, OK og E.ON/EDRI.
- Nu begynder den interessante fase. Har vi overinvesteret i ladeinfrastrukturen, lyder det fra retorisk fra FDM’s forbrugerøkonom Ilyas Dogru.

Tesla er nu oppe helt oppe på 36 ladeparker i Danmark, men er alligevel rykket ned som nr. som tredje størst på antal lynladere (plads fem, når hurtigladere tælles med).
‘Ikke overinvesteret’
Hans vurdering er, at der ikke er overinvesteret. Lige nu er der 566.000 elbiler på de danske veje, og der forventes en fordobling indenfor tre år.
- Men i fremtiden vil antallet ikke være totalt afgørende. Det vil også i høj grad dreje sig om høj ladeeffekt samt bilaterale aftaler mellem ladeoperatører, siger Ilyas Dogru.