Logo

Ladning på motorveje får gigantisk løft

Nyheder

Nyt om trafik og biler

22. december 2025

Torben Arent

Den største udbygning nogensinde af lynladere i Danmark rulles ud langs motorvejene fra nytår. 324 nye lynladere med 400 kW åbner. Se her, hvor de ligger. Samtidig skiftes der navn på mange benzinselskaber langs motorvejene.

Opladning af elbiler bliver nu væsentlig nemmere og hurtigere på danske motorveje.

I første uge af 2026 åbner Vejdirektoratet det største antal lynladere nogensinde i form af 22 nye ladeparker direkte på motorvejenes rastepladser. Dermed kan elbilister lade på samtlige bemandede rastepladser.

Særligt E45 på langs af Østjylland er blevet begunstiget med nye ladeanlæg.

Nogle steder erstatter de nye ladere helt gamle ladere på 50 kW, men de fleste steder har der ikke været lynladere hidtil.

- Det er en ny æra, hvor elbilisterne nu kan få langt flere og hurtigere lademuligheder, hvor der også er markant forbedrede i forhold med overdækning og nærhed til servicestationer, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Plads til campingvogne og bevægelseshæmmede

Der bliver mellem 6 og 22 ladepladser hvert sted, og en del af dem kan bruges af biler med trailer eller campingvogn.

De fleste steder har det været nødvendigt at udvide motorvejsrastepladserne for at få plads til ladeområderne. Her er det rasteplads Skærup Vest, der drives af Norlys og Circle K.

Der er også tænkt på bevægelseshæmmede, da alle ladeparker har ekstra brede pladser, og arealet omkring ladestanderne er gjort kørestolevenlige.

Alle kan glæde sig over, at ladeparkerne er overdækkede.

-FDM er særlig glad for, at Vejdirektoratet har tænkt på brugervenligheden, bl.a. at det er lynhurtige ladere, og at der er tænkt på overdækning samt bilister med trailer eller campingvogn, siger Ilyas Dogru.

Her ligger alle lynladerne langs motorvejene og andre statsveje.

Flere små anlæg senere i 2026

Senere i 2026 åbner yderligere ti mindre ladeanlæg med to-fire ladepunkter. Dermed kommer der samlet set 324 nye ladepladser på motorvejsrastepladser i løbet af i år.

Alle de nye lynladere er på 400 kW, som skal deles af to biler ved samme stander.

Alle ladeparker er overdækkede, men er af meget forskellig størrelse. Her er det Harte i Sydjylland, hvor der er seks ladepladser på hver side af motorvejen. Harte drives af Eon.

Mange ladeparker var taget i brug

I forvejen har Vejdirektoratet i 2023-2024 indviet 15 lynladeanlæg af meget varierende størrelse langs statsvejene med samlet 166 ladepunkter.

Disse steder er laderne for det meste på 300 kW.

Laderne drives af et bredt udvalg af ladeselskaber, som har vundet retten gennem udbud. På de største anlæg med mindst 16 ladepladser er der nu to selskaber hvert sted.

Rastepladserne på motorveje har måtte udvides for at få plads til de nye ladeparker. Det er gjort på forskellige måder hvert sted, men fælles er, at bilisterne kan køre igennem/rundt om, til de finder en ledig og passende plads. Der er plads til at lade med påhængsvogn.

De i alt 46 ladeanlæg på statsligt område kommer oven i de mange ladeparker, der på privat initiativ er skudt op nær motorvejenes frakørsler.

Skiftedag for brændstofselskaber

1. januar skiftes der navn på brændstofselskaberne på mange rastepladser, da 18 af dem har været i udbud. Sådan ser det ud fra nu af: Tuelsø Nord: Circle K, Tuelsø Syd: Shell, Skærup Øst: OK, Skærup Vest: Circle K, Ejer Bavnehøj Øst og Vest: OK, Himmerland Øst: Q8, Himmerland Vest Circle K, Frøslev Øst og Vest: Circle K, Ustrup Øst: og Vest: Circle K, Kildebjerg Øst og Vest: Shell, Karlslunde Øst og Vest: OK, Tappernøje Øst: Circle K og Tappernøje Vest: OK.