Nu bliver det markant dyrere at lade elbilen - se hvorfor
Nyt om trafik og biler
30. september 2026

Foto: Adobe Stock. Grafik: Stephanie Phuong Lam
Fra 1. oktober overgår netselskaberne igen til vintertarif. For elbilister kan det betyde en markant højere pris for at lade bilen mellem kl. 17 og 21. Se de nye tariffer her.
Landets elbilejere skal igen planlægge deres opladning af bilen lidt bedre. Alt efter hvor i landet man bor, bliver det nemlig dyrere at bruge strøm i de timer, hvor presset på elnettet er størst.
Torsdag den 1. oktober træder vintertarifferne igen i kraft hos netselskaberne. Det er den tarif, man betaler for at få transporteret strømmen gennem elnettet og ud til sin bolig eller ladeboks. Og modsat elselskaber er det ikke muligt at skifte netselskab, som man er bundet til.
Dyrest bliver det at bruge strøm i spidsbelastningen, som er mellem kl. 17.00-21.00, hvor taksten er højest. Det skyldes, at man ønsker, at forbrugerne spreder deres elforbrug ud over døgnet, så elnettet ikke belastes for meget.
Lavest er tariffen fra midnat til kl. 06.00, hvor der er mindst belastning, mens den kl. 06.00-17.00 og igen kl. 21.00-00.00 er på ’høj last’.
Stor forskel på, hvor og hvornår når du lader
Der er over 35 forskellige netselskaber i Danmark, og du skal derfor finde ud af, hvem der transporterer strømmen i netop dit område. Hos de største netselskaber stiger nettariffen med næsten 131 procent, når vintertarifferne træder i kraft. Hos et enkelt netselskab stiger nettariffen med hele 178 procent.
En stor stigning er at se på Fyn, hvor det hos netselskabet Vores Elnet går fra en kilowatt-pris på 0,31 kr./kWh til 0,87 kr./kWh mellem kl. 17.00-21.00, som altså er en procentvis stigning på hele 178 procent.
Hos de andre selskaber på Sjælland og Jylland varierer priserne, men forbrugerne kan regne med en stigning på op til 131 procent.
Hertil kommer selve prisen på strømmen, som også kan variere fra time til time.
- FDM forventer, at vinteren kan byde på lave priser om natten i hverdagene og om dagen i weekenderne, mens priserne kan være tårnhøje om aftenen i hverdagene, dels på grund af tarifstruktur, men også stigende strømpriser, som skyldes høje gaspriser, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Hold øje med tarifferne
De højere vintertariffer bør være en påmindelse om, at det langtfra er ligegyldigt, hvornår man oplader sin elbil, hvis man gerne vil spare penge.
– Hvis du har mulighed for det, så overvej at sætte bilen til at lade i de tidsrum, hvor nettariffen er lavest. Men kig også på den aktuelle strømpris, for det er den samlede pris inklusive spotpris, nettarif og afgifter, der afgør, hvornår det bedst kan betale sig at lade, siger Ilyas Dogru.
Har man en variabel elaftale, følger elprisen typisk markedet time for time. Det giver mulighed for at flytte opladningen til tidspunkter, hvor strømprisen er lavere.
Det er dog ikke nødvendigvis det samme tidspunkt, hvor nettariffen er lavest. Derfor bør man se på den samlede pris, når man vælger, hvornår elbilen skal lades.
Når du sammenligner elaftaler, er det også værd at se på abonnement og spotpristillæg. De kan have betydning for, hvad strømmen reelt koster, og derfor kan det betale sig at sammenligne de samlede omkostninger hos forskellige elselskaber.
- Mange forbrugere interesserer sig ikke for spotpristillægget eller abonnement på deres elaftale, hvilket koster dyrt. Det er også værd at undersøge muligheden for at få lavet en elaftale uden aconto. Med aconto betaler man på forhånd et beløb baseret på et forventet forbrug, mens man ved løbende afregning betaler for den strøm, man faktisk har brugt, siger Ilyas Dogru.
Det handler også om elnettet
De tidsdifferentierede tariffer skal ikke kun få forbrugerne til at flytte deres strømforbrug for at spare penge. De skal også være med til at fordele belastningen på elnettet.
Når mange danskere f.eks. kommer hjem fra arbejde og samtidig laver mad, vasker tøj og oplader elbilen, bliver presset på elnettet større.
– Vi får stadig flere elbiler og andre apparater, der bruger strøm i hjemmet. Derfor bliver det vigtigere at fordele vores elforbrug over døgnet i stedet for, at alle bruger meget strøm på de samme tidspunkter. Og elbilen er jo et fleksibelt forbrug, som tarifferne skal være med til at få forbrugerne til at flytte noget af forbruget, siger Ilyas Dogru.
De nye vintertariffer gælder frem til foråret, hvorefter netselskaberne igen overgår til sommertariffer.