Spring til hovedindhold
Logo

Nu kan kunderne sætte kryds: ID. Cross klar med priser og fotos

Nyheder

Nyt om trafik og biler

15. juli 2026

Lyseblå VW ID. Cross i profil
Torben Arent

VW præsenterer nu den færdige udgave af den vigtige el-SUV, ID. Cross, i færdig form. Bilen er klar til november til priser fra 210.000 kr.

Mens Volkswagen-gruppen kæmper med mulige masseafskedigelser, fabrikslukninger og en halvering af det globale modelprogram, kommer her et meget konkret lyspunkt.

VW lancerer nu den lille, elektriske ID. Cross, som i Danmark kan blive mærkets vigtigste model i 2027, selv om den interne salgskonkurrence med ID. Polo og ID. Tiguan vil være hård.

Efter et meget langt tilløb med udklædte showbiler og forklædte testbiler kan FDM nu vise den færdige bil, der helt som ventet ser solid ud og hylder de klassiske VW-dyder.

Lyseblå VW ID. Cross skråt forfra i studie.

ID. Cross fortællertydeligt, at den er en (lille) SUV. Style-udgaven har ID. Light matrixforlygter og oplyst lygtebånd og logo.

I ånden fra Golf, Passat og Tiguan

Mærkets direktør, Thomas Schäfer, beskriver det ved lanceringen således:

- Modeller som Golf, Passat og Tiguan blev globale succeser, fordi de tilbød et meget højt niveau, når det gjaldt teknologi, kvalitet, intuitiv betjening og effektiv pladsudnyttelse. Det er vores kernekompetencer. Det er ægte Volkswagen. Vi sætter nu igen disse styrker i centrum, siger han.

Det ses ved det grundlæggende, solide design, der er meget mere VW-traditionelt end de hidtidige elbiler - og meget i stil med den otte år gamle T-Cross, som ID. Cross skal afløse.

Lyseblå VW ID. Cross skråt bagfra i studie.

’Flydende tag’ kalder VW det forlængede tag og de sortlakerede bageste hjørnestolper. Logoet bagtil er belyst, og der er traditionelle dørgreb på alle sidedøre.

Gedigen kabine med knapper

Med til de gammeldags dyder hører en ret pæn kabine - ligesom i Polo - med gennemgående gode materialer og en pæn, måske hyggelig stofbeklædning på instrumentbord og dørsider. Der er også et rimeligt udvalg af fysiske knapper, rigtige trykknapper på rattet og en knap til hver elrude.

Teknikken er klinisk renset for overraskelser, efter at Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval er præsenteret. Samme platform (med forhjulstræk), samme akselafstand, samme batterier og samme motorer.

Førerpladsen i VW ID. Cross

Stilen i kabinen er ret enkel med det åbne design, den store skærm og stofbeklædningen (billedet viser den dyreste Style-udgave).

315-426 km rækkevidde

Det betyder, at grundmodellen har et LFP-batteri på 37 kWh (netto), 315 km rækkevidde, en motorydelse på 116 hk og en maks.-ladning på 90 kW.

Udgaven med stort NMC-batteri (52 kWh netto) giver en officiel rækkevidde på 426 km, kan lades med op til 105 kW og er koblet til en motor med 211 hk.

ID. Cross er med sin længde på 4,15 m lige så lang som T-Cross og ca. lige så bred og høj. Men akselafstanden er fem cm større, som giver mærkbar bedre knæplads ved bagsædet. Bagagerummet er kæmpestort med sine 475 liter og dermed 20 liter større end i benzinmodellen. Dertil er der et lille rum under fronthjelmen.

I forhold til ID. Polo er ID. Cross fem cm højere og ti cm længere.

Bagagerum

Bagagerummet er særdeles stort (475 liter) og er i flere etager. Her er der anbragt en høj sodavandskasse i bunden.

Pæn trækvægt og tagvægt

Trækvægten er den samme som på ID. Polo og Skoda Epiq - 750 kg med lille batteri og 1.200 kg med stort. Trækkrogen er aftagelig, men af den billige type, hvor man skal ned på knæ og manuelt sætte krogen på.

Tilladt tagvægt (under kørsel) er 75 kg, så ID. Cross kan udstyres med tagtelt.

Selv om leveringerne først begynder til november, har VW nu priserne klar og har åbnet for bestilling.

Nærbillede af midterkonsol i VW ID. Cross

Style-udgaven har lyst stofbetræk. I midterkonsollen er der et panel med gedigne, fysiske knapper til klimaanlægget. Bag telefonen er der en drejeknap til lydstyrken.

Lidt dyrere end Epiq - meget billigere end T-Cross

Billigste udgave med lille batteri, der først kan leveres efter nytår, koster 210.000 kr. Det er 15.000 kr. mere end billigste udgave af søsterbilen Skoda Epiq med samme motor og batteri. Denne Epiq kan dog kun lade med 50 kW, mens ID. Cross klarer 90 kW i grundudgaven.

Med det store batteri, 211 hk motor og et udstyrstrin højere er fra-prisen 250.000 kr. Ved introduktionen gælder det dog først to ’Launch Edition’-varianter med mere standardudstyr.

Begge er udstyret med 211 hk motor og 52 kWh-batteri. Life Launch Edition har bl.a. LED-matrix-forlygter, nøglefri adgang/start samt Travel Assist til 260.000 kr., mens en Style Launch Edition har det store navigationsanlæg, anhængertræk, Travel Assist, 360 graders kamera og Park Assist Pro til 280.000 kr.

Anhængertrækket koster ellers 10.000 kr.

Er man vant til at købe T-Cross, hører ID. Cross til i Slaraffenland takket være vores afgiftssystem. Dagens allerbilligste T-Cross med 90 hk og manuelt gear koster 275.000 kr., mens en 116 hk Life med automatgear står til 352.000 kr. Topmodellerne koster over 400.000 kr.