Bidrag til Offerfonden fordobles: Nu skal bilister skal betale 1.000 kr. oveni bøden
Nyt om trafik og biler
17. februar 2026


Beløbet på 500 kr., som bilister hidtil skulle betale til Offerfonden, når de begår grove færdselsforseelser, er blevet fordoblet. Oveni bøde og klip i kørekortet koster det nu 1.000 kr. ekstra i offerbidrag. Pengene går ikke til trafikofre, men skal bl.a. gå til ofre for partnervold. FDM forstår ikke, hvorfor bilister skal betale til ofre for andres forbrydelser.
Det bliver dyrere at begå en forseelse i trafikken. Ikke fordi bøderne stiger, men fordi bidraget til Offerfonden, der kommer oveni i bøde og klip i kørekortet, netop er blevet fordoblet.
Det sker som en del af en strafreform, der bl.a. fordobler straffen for grov vold og skærper straffen for de groveste voldtægter, vold mod offentligt ansatte og for vanvidskørsel. Med reformen sker der desuden en forhøjelse af offerbidraget fra 500 kr. til 1.000 kr.
Skærpelserne er vedtaget af regeringen sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet og trådte i kraft 15. februar.
Stor udgift oveni bøden
Bilister skal betale offerbidrag til Offerfonden, når de bl.a. får klip i kørekortet. Det er f.eks. ved brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen eller ved mere end 30 procent overskridelse af hastighedsgrænsen.
Det betyder, at hvis man eksempelvis kører 40 km/t på en strækning, hvor hastighedsgrænsen er 30 km/t, så får man et klip i kørekortet, en bøde på 1.800 kr., og man skal betale 1.000 kr. oveni til Offerfonden.
Fonden finansieres af offerbidragets første 500 kr., mens de resterende midler, der nu kommer ind som følge af forhøjelsen af offerbidraget til 1.000 kr., skal styrke indsatsen over for bl.a. partnervold og partnerdrab og bruges til kortere sagsbehandlingstider i Erstatningsnævnet.
Det forventede merprovenu bliver 25 mio. kr. i 2026 og stiger løbende til 45 mio. kr. i 2030.
Der er sjældent ofre, når bilister overtræder loven
Det er Rigspolitiet, der indsamler midlerne til Offerfonden. Hele 86 procent af pengene til Offerfonden kom i 2024 fra folk, der brød færdselsloven, viser tal, som FDM har sagt indsigt i. Det samme var tilfældet de to for år forinden.
FDM forstår ikke hvorfor, det er bilister, der begår offerløse lovovertrædelser, der skal være fondens primære indtægtskilde.
For der er stort set aldrig et offer, hvis folk taler i håndholdt mobiltelefon under kørslen eller overtræder hastighedsgrænserne.
– Selvom det utvivlsomt er vigtigt at hjælpe ofre for bl.a. personfarlig kriminalitet, så er det er faktum, at Offerfonden i udpræget grad finansieres af bilister, der har brudt færdselsloven, uden der var et offer involveret. Samtidig gives der ganske få midler fra Offerfonden til projekter rettet mod at hjælpe ofre for trafikulykker. Den uretfærdige skævvridning bliver kun endnu værre af, at bidraget til Offerfonden nu er blevet fordoblet, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.
De betaler til Offerfonden
Offerfondens midler kommer fra betaling af offerbidrag på 1.000 kr. fra lovovertrædere i sager, hvor der er begået kriminalitet af mere alvorlig karakter og ved grovere færdselsforseelser. Det vil sige sager med:
- bøde eller straf for overtrædelse af straffeloven,
- betinget eller ubetinget fængselsstraf for overtrædelser af andre love end straffeloven,
- betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, kørselsforbud eller klip i kørekortet.
Kilde: Civilstyrelsen
Få trafikprojekter får støtte
Offerfonden så dagens lys 1. januar 2014 og fik til formål at ”yde tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre og grupper heraf.”
FDM har gennemgået samtlige årsrapporter siden Offerfondens oprettelse, og til og med 2025 har der været 981 ansøgninger til fonden.
377 projekter har modtaget støtte, og heraf har 65 enten helt eller overvejende været relateret til trafikofre. Det svarer til, at 17 procent af de støttede projekter har fokus på trafik.
I 2025 var tallet godt en femtedel – fem projekter ud af 26. Offerfonden uddeler ca. 40 mio. kr. om året.
Minister: Glad for flertal for fordobling
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er tilfreds med, at flere ofre kan hjælpes.
– For mig er det helt afgørende, at ofre for forbrydelser som eksempelvis vold, partnervold og stalking – forbrydelser der kan ødelægge et helt liv – oplever, at samfundet er på deres side, og at de mødes med hjælp og støtte. Derfor er jeg glad for at et bredt flertal af Folketingets partier med aftalen om strafreform blev enige om at fordoble offerbidraget fra 500 kr. til 1.000 kr., og at en andel af midlerne som følge af forhøjelsen skulle gå til beskyttelse mod blandt andet partnervold, vold i hjemmet og stalking, siger ministeren.
Han mener ikke, det er et problem, at bilister betaler det meste til Offerfonden.
– Et flertal i Folketinget har ved oprettelsen af Offerfonden besluttet, at personer, der begår grove færdselsforseelser, også skal bidrage til støtte for ofre for andre forbrydelser. Jeg synes, det er fornuftigt, at for eksempel vanvidsbilister også betaler til Offerfonden, siger Peter Hummelgaard.