Ny liste: Her er de værste p-selskaber
Nyt om trafik og biler
26. januar 2026

Foto: FDM
Det dårlige selskab. Ny liste udpeger p-selskabernes brodne kar.
Transportminister Thomas Danielsen (V) hiver med en ny liste nu selskaberne bag de lyssky, usynlige p-afgifter frem i lyset.
Ministeren åbnede tilbage i december en postkasse og opfordrede bilister, der havde fået en såkaldt usynlig p-afgift, til at sende deres afgifter ind for at ”dokumentere og udpege de værste brodne kar i parkeringsbranchen,” som ministeren siger i en ny såkaldt reel på Instagram.
Sidst i januar havde Transportministeriet modtaget omkring 1.750 eksempler på afgifter fra frustrerede bilister.
- Transportministeriet har nu udtaget 500 af de grelleste tilfælde og videresendt dem til Motorstyrelsen, som er dem, der kan sanktionere over for de her parkeringsselskaber, som ikke spiller efter vores fælles spilleregler, hvilket de naturligvis skal, siger ministeren i sin reel.
Thomas Danielsen udpeger også de tre værste p-selskaber:
- Apcoa
- Oparko
- Avantpark

FDM: Stop ulovlig praksis
Allerede 1. december anbefalede FDM, at myndighederne strammede selskabernes særadgang til Motorregistret – en adgang, som gør det muligt for p-selskaberne at finde oplysninger om bilejerne.
- Det er positivt, at transportministeren nu følger denne sag til dørs, ligesom det er positivt, at Motorstyrelsen inddrages, så der kan sættes en stopper for den ulovlige praksis. Det er tankevækkende, men ikke nødvendigvis overraskende, at se, hvilke p-selskaber der adskiller sig negativt på listen. Fra FDMs side savner vi en langt højere grad af rimelighed og forbrugerhensyn i parkeringsbranchen, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.