Afgift på benzin og diesel bliver sat ned – så meget sparer du
Nyt om trafik og biler
12. november 2026

Foto:: FDM
Ny skatteaftale sænker afgiften på benzin og diesel to kroner pr. liter. Samtidig udskydes afgiftshop på visse elbiler endnu et år. FDM roser aftalen og har regnet på, hvor meget bilisterne vil spare på benzin og diesel.
Det kan snart blive billigere at tanke familiens benzin- eller dieselbil.
En ny skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder nemlig, at afgiften på benzin og diesel fra nytår sænkes to kroner pr. liter. Nedsættelsen gælder for hele 2027.
Konkret betyder det, at en familie, der årligt kører 20.000 km i en gennemsnitlig benzinbil (16 km/l), kan se frem til en besparelse på 2.500 kr., mens ejere af en dieselbil vil spare 2.200 kr.
En konkret hjælp til danskerne
Aftalen om lavere brændstofafgifter kommer efter, at landets godt 2,1 millioner benzin- og dieselbilejere siden marts har tanket til rekordhøje priser som følge af krigen i Iran og lukningen af Hormuzstrædet.
FDM har tidligere beregnet, at de nuværende høje brændstofpriser i år koster benzin- og dieselbilister henholdsvis 3.200 kr. og 4.000 kr. ekstra.
Derfor mener FDM, at aftalen er godt nyt for bilisterne.
– De høje brændstofpriser har bidt sig fast og kan mærkes i mange familier, som er afhængige af deres bil i hverdagen. Derfor vil vi gerne rose partierne bag den nye skatteaftale for at sænke afgiften på benzin og diesel. Det er en konkret håndsrækning, der kan mærkes direkte i danskernes hverdagsøkonomi, siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.
En lang række europæiske lande har allerede sænket brændstofafgiften. Det gælder for eksempel Tyskland, som 1. oktober sænkede afgiften med 1,27 kr. pr. liter. Tal viser dog, at kun godt en krone af nedsættelsen når frem til forbrugerne i form af lavere pris.
– Vi forventer, at myndighederne herhjemme nøje vil følge markedet, så vi sikrer, at afgiftslettelsen slår fuldt igennem ude på tankstationerne og dermed også i danskernes hverdagsøkonomi, siger Stina Glavind.
Afgiftshop til elbiler udskydes
Skatteaftalen er ikke kun godt nyt for benzin- og dieselbilejerne men også de mange, som overvejer at skifte til elbil. Det afgiftshop, som en række elbiler stod til at tage fra årsskiftet, er nemlig udskudt endnu et år.
Efter planen stod elbiler, der koster mere end 366.000 kr., ellers til at stige i afgift. I stedet gælder det fortsat kun for elbiler, der koster mere end 419.000 kr.
– Det er positivt, at man med skatteaftalen udskyder det afgiftshop, flere elbiler stod til at tage fra nytår. FDM har længe efterlyst en omlægning af bilafgifterne. Regeringens egen ekspertgruppe ventes inden jul at komme med sit første bud på, hvordan bilafgifterne kan omlægges. Derfor giver det god mening at udskyde de højere afgifter på elbiler et år og afvente ekspertgruppens anbefalinger til en ny afgiftsmodel. Og i den forbindelse er det også yderst positivt, at politikerne har fundet finansiering til en kommende reform af bilafgifterne, siger Stina Glavind og tilføjer:
– Bilen er for mange én af de største investeringer. Derfor er det vigtigt, at der er ro om afgifterne og dermed danskernes hverdagsøkonomi. Med den nye skatteaftale får bilkøberne den nødvendige tryghed, indtil man er klar med en omlægning af bilafgifterne.
Helt konkret er der fra 2028-2030 fundet over 2,4 mia. kr. som kan bruges i forbindelse med en kommende afgiftsreform.