Logo

Unik prøvetur i konceptudgaven af VW's kommende storsælger ID. Cross

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. december 2025

Karsten Meyland Lemche

VW forventer, at deres kommende elektriske mini-SUV kaldet ID. Cross bliver en storsællert. Vi har været bag rattet af konceptbilen, der bliver til virkelighed allerede i 2026.

Efter at have gået to skridt frem med de første ID-modeller, går VW nu et skridt tilbage med den kommende ID.Cross. Der kommer flere knapper i kabinen og mindre skærmbetjening. Mini-SUV’en kommer til næste efterår og bliver formentlig en af de mest interessante bilmodeller på det danske bilmarked.

SUV-modellerne er oplagte som elbiler, fordi bilernes højde stadig giver god kabineplads, til trods for at der ligger en batteripakke på ca. 10 cm i bunden af bilen. Og så er mange bilkøbere blevet glade for den høje indstigning og det bedre udsyn, man får, når man sidder højere oppe.

Rækkevidde op til 420 km

ID. Cross er baseret på den opdaterede MEB+ platform, som VW nogle gange kalder "entry" for de versioner, der har forhjulstræk. Det får både Polo og Cross og deres søstermodeller Cupra Raval og Skoda Epiq.

Den endelige udgave af ID. Cross vises i starten af 2026, men ved lanceringen af konceptbilen, som du kan se i videoen herunder, har vi fået oplyst, at rækkevidden bliver op til 420 km, og at den får 211 hk. Men her kan man forvente flere varianter, både med kortere rækkevidde og formentlig også flere hestekræfter i en evt. sportslig variant.

Se videoen her:

FDM har eksklusivt fået en første køretur i selve konceptbilen. Og selvom topfarten var 60 km/t, og vi kun kunne trille rundt på en lille kaj i Cascais i Portugal, så gav de første meter en god fornemmelse af udsynet i bilen, adgangsforhold og den imponerende rummelighed, som ID. Cross får.

Bagagerummet bliver på hele 450 liter, men dertil kommer også et ekstra opbevaringsrum under bagsæderne på yderligere 38 liter (til eksempelvis ladekabler), og så får den også en frunk på 25 liter.

Kabinen bliver ifølge VW også en anelse mere rummelig end den eksisterende T-Cross-model. Dermed vil der være fin plads til fire og lidt klemt plads til fem voksne i bilen.

I forhold til den tidligere benzinmodel vil den rent elektriske ID. Cross få et højere placeret gulv på grund af batterierne, så man vil sidde lidt mere på ballen.

Må trække op til 1.200 kg

Et ekstra plus på praktikken er anhængervægten. Her siger VW, at den må trække op til 1,2 tons ved en hældning på 8 grader. På deres øvrige modeller svarer det til 1 ton ved de sædvanlige 12 grader, som man plejer at indføre i bilernes papirer herhjemme. Det svarer til samme trækvægt som ID.4 og er markant bedre end ID.3, der slet ikke må trække noget.

Priserne er naturligvis ikke klar, men VW har indikeret kraftigt, at den mindre Polo vil starte til priser på lige under 200.000 kr. Polo kommer med to batterier, og prisen er naturligvis for det lille batteri med den laveste rækkevidde og udstyrsniveau.

Kommer ID. Cross også med det lille batteri, kan vi forvente, at prisen kommer til at starte i omegnen af 210.000-220.000 kr. for den billigste variant. Til sammenligning koster den netop lancerede Renault 4 fra 207.000 kr.