Logo

Omsider bekræftet: Nyt Kina-mærke har kurs mod Danmark

Nyheder

Nyt om trafik og biler

4. december 2025

Torben Arent

Efter langt tilløb annoncerer den større kinesiske bilproducent Changan, der er gode venner med Mazda, sin ankomst til Danmark. Det sker i første omgang med to mellemstore elektriske SUV-modeller. FDM har allerede prøvet den ene.

Ikke alt foregår med ’Chinaspeed’, når det gælder kinesiske bilmærker. Det var i foråret, at bilkoncernen Changan med fanfarer præsenterede sig selv i Europa og bebudede sin ankomst til Danmark til juli.

Det blev udskudt til august og september, og siden har der været bomstille fra den kant. Men nu er der ved at være hul igennem til den kinesiske megaby, Chongqing.

Til foråret vil Changans primære eksportmærke, Deepal, være at finde i danske bilbutikker.

Deepal S07 er en mellemstor crossover på størrelse med Tesla Model Y og VW ID.4/ID.5.

To modeller fra Deepal

Kunderne kan i første omgang vælge mellem en kompakt SUV, Deepal S05, og en mellemstor SUV, Deepal S07.

FDM har tidligere haft mulighed for at køre Deepal S07 på tyske veje. Den mellemstore, nydelige SUV, på størrelse med VW ID.4 og Tesla Model Y, gjorde et generelt godt førstehåndsindtryk med god oplevet kvalitet, enorm megen bagsædeplads og udmærkede køreegenskaber.

Men det er også en bil uden særlige kendetegn og en førerplads, der ligner alverdens kinesiske biler – og Tesla. Deepal er baseret på samme platform som en kommende Mazda-SUV, som i øvrigt fremstilles af Changan i Kina.

Deepal S07: rækkevidde på 475 km

Deepal S07, som er baghjulstrukket, har en officiel rækkevidde på 475 km, kan lade med op til 200 kW (tidligere blev det opgivet til 93 kW!) og har fået de maksimale fem stjerner i sikkerhedstest af Euro NCAP.

Kabinen har læderindtræk, og et headup-display er standard. Usædvanligt er en fuld elektrisk trækkrog, og trækvægten er op til 1.500 kg.

En svaghed var - og måske stadig er - bilens pris. En dansk pris kendes ikke, men ved præsentationen i Tyskland mente Changan, at bilen skulle koste det samme som Tesla Model Y – på det tidspunkt fra 340.000 kr.

Deepal S05 er i klasse med Skoda Elroq og fås som denne med baghjulstræk eller firehjulstræk.

Deepal S05 er mindre og billigere

En muligvis mere interessant model er Deepal S05, der er en ny SUV på en ny, baghjulstrukket platform. S05 er en halv klasse mindre (4,62 m lang), men har næsten samme pladsforhold og en akselafstand, der kun er to cm mindre. S05 kan ses som en konkurrent til Skoda Elroq.

S05 har et pænt stort bagagerum på næsten 500 liter plus et enorm rum foran på 159 liter. Rækkevidden er 485 km med baghjulstræk og 445 km med firehjulstræk.

Deepal leveres med en generel garanti på syv år (160.000 km) og en batterigaranti på otte år (200.000 km).

Deepal S05 har en rækkevidde på 485 km med baghjulstræk og 445 km med firehjulstræk.

Skal sælges fra mange butikker

Det er det lille importselskab Andersen Motors A/S, der skal stå for import og salg af Deepal. Det vil ske via et landsdækkende forhandlernet, som primært bliver udvalgte Suzuki-forhandlere.

Andersen Motors har siden 1996 haft importen af ​​Suzuki og var tidligt ude med et kinesisk bilmærke, Aiways. Det er nu i dvale og intet tyder på, at det genopstår.

Tidligere i år indgik Andersen Motors en aftale med den kinesiske producent af elektriske varevogne Farizon om at importere og sælge mærket i Danmark.