Spring til hovedindhold
Logo

Pas på ekstraregning på leasingbilen - så dyrt kan det blive

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. oktober 2026

Blå pil markerer ridse på bilfælg.

null: FDM

Mads Bregenov-Pedersen

Det koster i gennemsnit 10.122 kr. at aflevere en leasingbil, viser tal fra FDM Test & Bilsyn, som har samlet en top-10 over de hyppigste skader, og hvad de koster.

Det kan være en dyr fornøjelse at aflevere familiens leasingbil, når leasingperioden udløber. Ridsede fælge og bulede døre betyder nemlig, at mange bilister får en høj efterregning, når bilen skal videre. I gennemsnit koster det 10.122 kr. at aflevere en leasingbil, viser tal fra FDM Test & Bilsyn af gennemgang af 1.561 personbiler.

Det høje beløb skyldes bl.a., at leasingbilerne ved aflevering i gennemsnit har fem såkaldte K4 og K5 fejl, der kræver udbedring. Det er især skader på døre, fælge og kofangere, som i mange tilfælde ender med at slå buler i biløkonomien, viser tallene. Skaderne koster i gennemsnit 1.449 kr.

- Mange bilister bliver overrasket over at få en efterregning, når de afleverer en leasingbil, som de synes, de har passet godt på. Men når man indgår en leasingaftale, accepterer man samtidig, hvilken stand bilen skal afleveres tilbage i. Her er der forskel på, hvad de forskellige leasingselskaber accepterer af ridser og slitage, og det overser flere, forklarer kvalitets- og teknisk chef i FDM Test & Bilsyn Michael Haarup.

Det er dog ikke alle bilejere, der siger farvel til leasingbilen med en efterregning i hånden. Godt hver tredje leasingtager får slet ingen eller ’slipper’ en efterregning på under 5.000 kr., viser FDM Test & Bilsyns tal. For 27 procent er beløbet på mellem 10.000 og 20.000 kr.

Billigere selv at fixe skaderne

Selvom det kan være svært at gardere sig helt mod småskader på bilen i løbet af en leasingperiode, kan man dog selv være med til at holde udgifterne nede.

Får man selv udbedret skader inden aflevering, kan man nemlig spare op mod 30 procent i forhold til, hvis leasingselskabet skal gøre det. En del skader kan også være dækket af ens forsikring. Det kan være en parkeringsskade på kofangeren, en Bilka-bule i døren eller et stenslag i forruden.

Derfor er det vigtigt, at de bliver anmeldt og takseret, så de kan nå at blive udbedret. For når først leasingbilen er afleveret, er det ikke længere muligt selv at få det gjort.

Dyre småting

Det er dog ikke kun udbedringer af fejl, der kan ende med at udløse en efterregning. Også mangler i ’småtingsafdelingen’ kan gøre det dyrere at sige farvel til leasingbilen. Det er sure penge, da flere ting enten er forglemmelser eller noget, man nemt selv kan fixe.

For eksempel koster det i gennemsnit 2.000 kr. at glemme bilens ekstranøgle, men det koster godt 700 kr., hvis bilen ikke er nyvasket og støvsuget, viser FDM Test & Bilsyns tal. Hundehår i bilen koster 2.500 kr., og har men ikke husket at få bilens aftagelige træk med, vanker der en regning på i snit 2.750 kr., mens et manglende eller glemt ladekabel nemt koster på den grimme side af 3.000 kr.

FDM anbefaler, at man ved afleveringen selv er med under gennemgangen af bilen. Det giver mulighed for at få en forklaring på det, som registreres. Er man ikke enig i de skader, der bliver registreret ved afleveringen, kan man altid klage til leasingselskabet.

Blå pil markerer ridse på sort bil

Det er ofte billigere selv at få udbedret ridser og buler, inden man afleverer leasingbilen. (Foto: FDM)t 2.500