Logo

Populær Mercedes får mere plads og lang rækkevidde

Nyheder

Nyt om trafik og biler

8. december 2025

Torben Arent

Mercedes-Benz er klar med en ny, elektrisk GLB, som afløser både EQB og den gamle GLB. Rækkevidden kommer pænt over 600 km, og strømmen kan flyde ind med op til 320 kW. Det bliver muligt at få anhængertræk til den syvsæders.

Farvel til EQB. Goddag til elektrisk GLB. Eller helt formelt og temmelig Mercedes-tysk: GLB With EQ Technology.

Det er blevet tid til generationsskifte hos en af Mercedes-Benz’ mest solgte elbiler, den kompakte SUV, EQB. I tråd med mærkets nye navne-politik forsvinder EQB-navnet, så både eludgaverne og de brændstofdrevne versioner får samme navn, GLB.

Mercedes-Benz mener dog stadig, at der skal skelnes mellem el og benzin, så eludgaverne har fået det lange tilnavn. Der kommer nemlig senere benzinversioner, lige som det netop er sket med CLA.

Den nye GLB har fået et markant og solidt udtryk. Samtidig er den udstyret med Mercedes' nye frontgrill.

Rækkevidde på op til 631 km

Den nye GLB og CLA deler teknik, og det indebærer bl.a. et nyt og mere kraftigt batteri på 85 kWh, og det resulterer i en officiel rækkevidde på op til 631 km. Det er væsentlig mere end på den udgående model.

Samtidig skrues der kraftigt op for ladehastigheden ved hjælp af 800 volt-teknik. Helt op til 320 kW kan GLB tage imod.

Det kræver en 800 volt-lader, hvilket langt de fleste lynladere er med mange Tesla-ladere som den væsentligste undtagelse. Det skyldes, at GLB og CLA ikke har ikke DC-DC-omformer.

GLB har har arvet noget af det robuste design fra forrige generation af bilen, GLK fra 00'erne.

To versioner tilbydes – helt lige som hos CLA: GLB 250+ til 420.000 kr. og GLB 350 4MATIC, som begynder ved 460.000 kr. Forskellen er motorydelsen og firehjulstrækket.

Mere plads på 2. og 3. række

Godt nyt for mange er desuden, at der er blevet bedre plads i den nye model. Bilen er vokset fem cm i længden og – mere markant – seks cm i akselafstanden. Det giver ifølge Mercedes mærkbart bedre benplads ved anden række. Også loftshøjden er svagt forbedret ved alle pladser. Det skyldes bl.a., at panoramatag er gjort til standard.

Tredje række (ekstraudstyr) har været et svagt punkt ved den nuværende model, hvis man forsøgte at presse voksne derom. Også den nye GLB må betragtes som en 5+2-personers bil, selv om der ser ud til at være sket en lille forbedring.

Tredje række har aldrig været egnet til voksne. Nu er pladsen forbedret en smule.

FDM har endnu ikke haft mulighed for at sidde i bilen, men Mercedes oplyser, at personer på op til 1,71 meter i højden kan sidde ’komfortabelt’ på tredje række. Hidtil har den ’komfortgrænse’ gået ved 1,68 m.

Lidt større bagagerum - og stor 'frunk'

Samtidig er adgangsforholdene til tredje række forbedret lidt, da anden række kan forskydes tre cm mere end før og at bagdørene er gjort større.

Anden række kan justeres 14 cm i længden, så man kan bestemme, hvordan pladsen skal fordelen mellem anden række og tredje række og/eller bagagepladsen.

Også bagagepladsen forbedres - ret meget endda. Den femsæders er vokset fra 495 liter til 540 liter, og med syv sæder installeret øges det fra 465 liter til 480 liter. Dertil kommer – som noget nyt – et rum under frontklappen på 127 liter.

Førerpladsen svarer til den i CLA. Der er som ekstraudstyr mulighed for den enorme MBUX Superscreen, der strækker sig i hele instrumentbordets bredde.

Må trække to ton

Trækevnen er op til 2.000 kg i den firehjulstrukne udgave. En ikke uvæsentlig nyhed er, at det nu er muligt at få både syv sæder og anhængertræk.

Blandt ekstraudstyr er nøglefri adgang, headup-display, matrixlygter og eljusterbare forsæder. Også den helt store dør til dør-skærm er et tilvalg.

Makkerparret GLB/EQB har været en af Mercedes-Benz’ mest solgte modeller. Der kører næsten 12.000 styks i Danmark, heraf de 9.400 EQB.

Den nye GLB EQ kan leveres fra foråret. Der er ikke nogen termin for den brændstofdrevne udgave.

Den nye GLB er 4,73 meter lang, fem cm mere end før. Akselafstanden er øget med seks cm til 2,89 meter, mens bredden er vokset tre cm til 1,86 meter. Højden er reduceret én cm, men samtidig er der blevet én cm mere loftshøjde i kabinen.