Spring til hovedindhold
Logo

Se den rystende video fra tågeulykken i Nordjylland: Politiet kommer med opfordring til bilister

Nyheder

Nyt om trafik og biler

12. marts 2026

Anders Wendt Jensen

Mandag formiddag var 40 biler involveret i flere ulykker på motorvejen mellem Støvring og Svenstrup i Nordjylland. En lastbilchauffør fangede dele af den ene alvorlige ulykke på sit dashcam. Se videoen i artiklen.

Lastbilchauffør Dan Mikael Kristensen havde kørt i tåge på det meste af motorvejen siden arbejdsdagens start i Sønderjylland mandag d. 9. marts. Destinationen var Aalborg, men så langt nåede han ikke i første omgang. For da han kl. 10.20 kører ved Støvring, ser han gennem tågen, at biler holder stille længere fremme.

Han sætter farten ned og ser, at der er sket en ulykke, så han tænder havariblinket. Da han holder helt stille, tænder han også hvidt arbejdslys, der peger bagud, og som bl.a. bruges, når han bakker. Han kan ikke få lastbilen ind i nødsporet, da der i forvejen holder en bil.

– Der holder en lastbil med sættevogn, og der kommer røg fra et sted foran. Der holder også flere andre biler. Nogle mennesker går på vejen, og jeg begynder at tage en trøje på, da jeg vil gå ud for at hjælpe. Så jeg ser ikke rigtig hvad der sker, forklarer Dan Mikael Kristensen.

Men det gør hans dashcam.

På videoen herunder ser man tre biler, der kører ind foran Dans lastbil, hvorefter en kassevogn rammer den ene bil, inden en bus torpederer dem alle.

– Det lyder som om, der smides bomber omkring mig. Der er mange høje brag, og jeg når at tænke, om bussen er fyldt med passagerer.

Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det

Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger

Lastbilchauffør: Derfor har jeg offentliggjort videoen

Dan Mikael Kristensen valgte at dele videoen på sociale medier to dage efter ulykken, da han var sikker på, at ingen var døde eller i livsfare efter ulykken. Ingen i køretøjerne i videoen kom noget alvorligt til.

– Vi blev bedt om at gå ind på græsset, og både buschaufføren og personerne i de tre biler og kassevognen var okay. Bussen havde heldigvis ingen passagerer med. Ham i Mondeoen kunne ikke forstå, hvad der var sket. Han mærker, at han bliver ramt, og pludselig er sættevognens dæk på hans passagersæde, fortæller lastbilchaufføren om den forreste bil i videoen, der bliver skubbet halvvejs ind under sættevognen.

Ansatte fra en virksomhed i nærheden kom med kaffe og chokolade, og folk blev senere samlet i deres kantine.

– Jeg kunne køre videre efter halvanden time, og vi fik ikke udvekslet numre. Det er først senere, jeg kommer i tanke om, at lastbilen har dashcam, og at jeg kan se, hvad der var sket. Derfor har jeg delt videoen, så de andre bilister, der var i ulykken, også kan se, hvad der er sket. Politiet har også fået den.

40 biler involveret i otte uheld

I alt 40 biler var involveret i hele otte ulykker på motorvejen mellem Støvring og Svenstrup i nordgående retning – en strækning på godt 10 kilometer. Politiet valgte på et tidspunkt helt at lukke motorvejen. Syv personer blev behandlet af ambulancer.

Det var tæt tåge, der var årsag til de mange uheld. Men også bilisternes adfærd - bl.a. at nogle ikke kørte efter forholdene - er blevet nævnt som en medvirkende faktor.

Dagen efter ulykkerne, var der også tåget vejr, og det fik Nordjyllands Politi til at komme med en opfodring til bilisterne:

”Vi har på overvågningen i vagtcentralen set nogle køre uden baglys tændt. Farlige situationer kan opstå i dette tågede vejr. Vi henstiller til, at trafikanter får tændt deres baglys, når de kører i tåge. For trafiksikkerhedens skyld. God tur fortsat.”

FDM har tidligere påpeget, at mange bilister glemmer at tænde for baglygterne, når det er mørkt, eller vejret er tåget og regnfuldt. Det kan være farligt og forringer trafiksikkerheden på vejene.

Læs om korrekt brug af baglygter

Gode råd ved kørsel i tåge

  • Tag afsted i ekstra god tid, hvis der meldes om tåge.
  • Sæt farten ned og tilpas den efter sigtbarheden.
  • Hold god afstand til køretøjer foran.
  • Tjek at dine baglygter er tændt – tænd nærlyset, hvis du er i tvivl.
  • Tænd tågebaglygten i tæt tåge, men husk at slukke den igen, når tågen letter.
  • Brug tågelygterne foran, hvis de giver bedre udsyn – men aldrig det lange lys.

(Kilde: Rådet for Sikker Trafik)