Skoda erkender fejl – Nu kører mærket i en anden retning
Nyt om trafik og biler
10. december 2025

Skodas konceptbil Vision O er ikke bare mærkets hyldest til stationcaren. Den er også en ny tilgang til måden, bilen virker på i hverdagen.
Kunden har altid ret, lyder en gammel forretningskliché. Så efter at have lyttet til deres kunder har Skoda erkendt, at mærkets første forsøg på at digitalisere kabinen i deres biler var fejlslagen. Med konceptbilen Vision O viser de mærkets nye retning.
Man skulle tro, at O’et står for Octavia, der endnu ikke findes i en elektrisk udgave, og som har været Skodas ubetinget største salgssucces. Her har stationcarudgaven, kaldet Combi, været mest populær, og konceptet er netop en stor familiestationcar.
Fokus på bilisten og miljøet
Men O’et er mere "koncept’et" end som så. Det står for en cirkulær tankegang, hvor der tænkes rundt om bilistens liv og behov, og hvor der samtidig tages et samfundsmæssigt ansvar i forhold til at bygge bilen på en miljømæssig korrekt måde.
Et eksempel er konceptbilens helt specielle hovedstøtter, der er lavet af kun ét materiale kaldet ultrasint. Ved ikke at blande materialer er det nemmere at genbruge materialet.
Den tankegang går igen i andre materialevalg i konceptbilen. Formålet er at begrænse energiforbruget, når bilen skal genbruges, efter dens liv på landevejene ender.
Se video

Ny digital retning for Skoda
Den første digitalisering af kabinerne i Skoda’s modeller var nærmest en kopi af Volkswagens skærme med en lille tilpasning. Men Skoda har indsamlet erfaringer fra de første ejere af deres skærmbetjente biler og er nu på vej med en anden retning.
Som en modbølge til Tesla og nogle kinesiske mærkers meget skærmafhængige betjening går Skoda nu tilbage til lidt flere knapper i kabinen. Vi bilister vil gerne kunne ændre temperatur på en knap eller skrue op/ned for volumen på medieanlægget.
Den trend ser vi også hos VW, hvor knapper også vender tilbage i de kommende elektriske udgaver af Polo- og Cross-modellerne.

Nyt for Skoda bliver et bred skærm lige under forruden. Her kan du finde information om fart, rækkevidde og andre vigtige ting. Der kan også være andre funktioner, Skoda viste bl.a. en AI-historiefortæller.
Men Skodas brugerundersøgelser viste, at bilisterne hellere vil have en skærm i højformat, hvor der gives mere plads til navigationsvisningen og med et par andre visninger af som f.eks. telefon eller en lydstreaming-tjeneste.
Det er også meningen, at selve menustrukturen skal være mere enkel. Der har simpelthen været for mange ting, man kan fare vild i på bilens trykskærm.
Den største visuelle forandring er en ny skærm, som placeres lige under forruden. Her vises speedometeret og uret. Og man kan vælge at få flere elementer på den smalle skærm, hvis man ikke vil have en enkel visning. Skiftet sker nemt på en drejeknap på rattet.

Der kommer en multifunktionsdrejeknap under skærmen, men også vippeknapper til at styre klimaanlægget. Bemærk også knap til advarselstrekant og til at låse/låse dørene op.
Vision O er designet indefra
Skodaejernes ønsker har resulteret i en ønskeseddel, hvor tankerne om en kommende familiestationcar har skabt en konceptbil, der er designet indefra og ud. Så for at give meget plads er bilen meget lang og enormt rummelig.
Det gælder både i kabinen, der er meget luftig og med store glasarealer, og i bagagerummet, der skal være på hele 650 liter.
I bagagerummet er der også tænkt nye tanker med specifikke rum til ladekabler og sikkerhedsudstyr, og så har konceptbilen også en skraldespand, der gemmer sig bag bagklappen.

Bagagerummet skulle angiveligt kunne rumme 650 liter. Tallet er mest for at understrege, at Vision O skal være en meget rummelig bil, med plads til alt hvad en familie vil have med på tur.
Lang ventetid, før konceptet bliver en realitet
Der er ikke sat dato på, hvornår Vision O bliver til en kommende Octavia Combi. Men man skal umiddelbart væbne sig med tålmodighed, for det tyder på, at bilen først kommer i slutningen af dette årti.
Det skyldes bl.a., at det forventes, at Octavia kommer på VW-koncernens næste platform til elbiler kaldet Scalable Systems Platform eller SSP. Den ventes tidligst på markedet i 2027.
At Skoda viser Vision O i så god tid understreger, hvilket pres koncernen er under i forhold til at fastholde opmærksomheden i et bilmarked, hvor der måned for måned introduceres et nyt bilmærke i Danmark. Det er især kinesiske mærker, der kommer hertil p.t.
En ting er dog sikker: Når bilen kommer i produktion, bliver det med normale bagdøre og ikke konceptbilens omvendte bagdøre – også kendt som selvmordsdøre.
Ærgerligt, at der skal gå så lang tid, før en klassisk familiebil kommer som elbil. Man må håbe, at de biler, Skoda introducerer i de kommende år, allerede får nogle af tankerne fra Vision O. Især i forhold til betjening og skærmløsningen omkring føreren.



Vision O er en hyldest til stationcaren, hvis store bagagerum og plads i kabinen passer godt til mange familiers behov.