Snedynge kostede handicappede p-afgift
Nyt om trafik og biler
3. marts 2026

Foto: : Privatfoto
Dårlig snerydning på en handicapplads kostede et ægtepar en p‑afgift på Nordsjællands Hospital. Efter at FDM gik ind i sagen, har p‑selskabet og Nordsjællands Hospital valgt at annullere afgiften.
Det var en fejl, da Finn Petersen den 3. februar fik en p‑afgift på en handicapplads på Nordsjællands Hospital i Hillerød, hvor hans hustru går til behandling hver tredje uge.
Det erkender både Nordsjællands Hospital og det private p‑selskab Gardian, som har valgt at annullere afgiften.
Dermed står Finn Petersen til at få pengene tilbage for den p‑afgift, han har betalt under protest. Alligevel undrer det ham, at FDM skulle ind over, før Gardian kunne se, at p‑afgiften var urimelig.
P-bås var fyldt med sne
Da Finn Petersens hustru er meget dårligt og usikkert gående på grund af en slidt hofte, har de fået et handicapskilt til bilen, der giver dem ret til at parkere på handicappladser.
Dem er der tre af lige ved indgangen på Nordsjællands Hospital, som de plejer at bruge.
Det var dog ikke muligt den 3. februar, hvor hospitalets snerydning havde dynget store mængder sne sammen på de tre handicappladser, så det ikke var muligt at parkere i båsene.
Da alle andre p‑pladser omkring var optaget, og da hans hustru gik dårligt, valgte Finn Petersen derfor at holde på tværs – selvom det fremgår af skiltningen, at det kun er tilladt at parkere i båsene.
– Jeg ved godt, at det ikke var en normal parkering. Men de tre handicappladser kunne ikke benyttes på anden måde, og da alle andre p‑pladser var optaget og omstændighederne med min kone taget i betragtning, synes jeg, det var rimeligt, fortæller Finn Petersen, som sørgede for at placere handicapskiltet tydeligt i bilens forrude.

Finn Petersen sikrede sig, at han ikke holdt til gene for andre, da han valgte at parkere på tværs af de tre handicapbåse.
Fik p-afgift på 650 kr.
Derfor kom det også bag på ham, da der sad en p‑afgift på 650 kr. i forruden, da de kom tilbage til bilen. Beløbet blev efterfølgende forhøjet til 1.300 kr., da p‑forseelser på handicappladser normalt fordobles.
Han tog derfor kontakt til p‑vagten på området, som ifølge Finn Petersen selv havde været i tvivl om, hvorvidt han skulle give en afgift for parkeringen.
– P‑vagten sagde bare, at han ikke kunne trække afgiften tilbage. Han forholdt sig slet ikke til, at man ikke kunne parkere i nogen af de tre båse, siger Finn Petersen.

Finn Petersen sørgede for, at handicapskiltet var synligt i forruden. Alligevel udløste parkeringen dobbelttakst for p-forseelse på handicapplads.
Har betalt under protest
Finn Petersen klagede derfor til Gardian, som fastholdt deres afgift på 650 kr.
”Du holder inde over tre handicapparkeringsbåse og spærrer for, at der kan ryddes sne, og for at andre med handicap har mulighed for at parkere på de reserverede pladser til dem. Du burde have fundet en anden plads at parkere, når du tydeligt kan se, du ikke holder i en bås,” skriver Gardian i sit svar til Finn Petersen.
Som medlem af FDM kontaktede han derfor FDMs juridiske rådgivning, som gik ind i sagen og sendte en indsigelse.
– Det er Gardian, som udfører parkeringskontrol på pladsen, og dermed dem, som udsteder kontrolafgifter for overtrædelser af de skiltede vilkår. Dermed er det også i sidste ende deres ansvar, at markeringerne af p‑båsene er synlige, samt at pladsen og båsene er ryddet for sne, siger jurist i FDM Nicoline Sophie Bredvold Amundsen.
At der er tale om en p‑plads ved et hospital, betyder ifølge hende, at der bør udvises særlige hensyn.
– Vores medlem har gjort, hvad han kunne for at parkere uden at være til gene for andre i en handicapbås ved indgangen, som han har tilladelse til at anvende, da hans kone har særlige behov. Han har altså ikke taget pladsen fra andre. Lægger man dertil, at der var tale om en usædvanlig situation som følge af kraftigt snefald, mener vi, at de skiltede vilkår om parkering i afmærket bås netop må kunne modificeres i en så særlig situation. Derfor mener vi, at Gardians afgift er urimelig, siger Nicoline Sophie Bredvold Amundsen.
Trods FDMs indsigelse fastholdt Gardian stadig sit krav, og Finn Petersen betalte derfor p‑afgiften under protest og klagede samtidig til Parkeringsklagenævnet.

Efter at FDM forelagde Nordsjællands Hospital billederne af snerydningen, erkender hospitalet, at det ikke var muligt at parkere korrekt på handicappladserne. Derfor kontaktede de p-selskabet med henblik på at annullere p-afgiften.
Derfor dropper de p-afgift
Først da FDM i forbindelse med artiklen her forelagde Gardian Finn Petersens og FDMs kritik, skete der noget. Det samme gjorde sig gældende, da vi kontaktede Nordsjællands Hospital for en kommentar til såvel snerydningen som Finn Petersens p‑afgift.
”Selvom afgiften er udstedt på et juridisk korrekt grundlag, så er det klart, at der i dette tilfælde er konkrete forhold, som vi også skal tage i betragtning. (…) Vi har gennemgået sagen nærmere og har på baggrund af billedmaterialet samt de konkrete forhold valgt at kontakte vores leverandør (Gardian, red.) med henblik på at eftergive afgiften. Beslutningen er truffet, da sneforholdene på tidspunktet ikke har gjort det muligt for patienten eller den pårørende at parkere korrekt på parkeringspladsen,” skriver Region Hovedstadens Center for Ejendomme i en mail og kalder det en fejl, at snerydningen dyngede sneen op på de tre handicappladser.
Også hos Gardian er man kommet på andre tanker.
”Vi har foretaget en revurdering i sagen og kan i den forbindelse oplyse, at kontrolafgiften er annulleret. Parkeringsklagenævnet er ligeledes orienteret herom,” skriver Gardian i en mail til Finn Petersen. P‑selskabet fastholder dog, at ”kontrolafgiften er pålagt med rette.”
– Jeg er naturligvis glad for, at de har annulleret deres afgift, og jeg vil få mine penge tilbage. Men jeg forstår ikke, hvorfor det først er, når der kommer bevågenhed på det, at de synes at være modtagelige for sund fornuft, siger Finn Petersen.
Også i FDMs juridiske rådgivning er man tilfredse med Gardians beslutning.
– Det er dog kritisabelt, at Gardian først har valgt at trække afgiften tilbage efter henvendelse til Nordsjællands Hospital, og efter at vores medlem og siden FDM klagede til selskabet. Den vurdering burde Gardian være nået frem til af sig selv, siger Nicoline Sophie Bredvold Amundsen.

Omstændighederne taget i betragtning, mener FDM, at Finn Petersen aldrig burde havde haft en p-afgift. Heller ikke selvom hans parkering var noget utraditionel.