Tesla giver ny Roadster ekstreme og flyvende evner
Nyt om trafik og biler
16. oktober 2026

Efter en forsinkelse på mere end et årti præsenterer Tesla sportsvognen Roadster med lovet levering i 2028. Roadsteren fås med jetdyser, der giver visse flyvende egenskaber. Tesla får velkomsthilsen fra en rigtig flyvende bil.
Det var en ekstraordinær spektakulær bilpræsentation, da Tesla 15. oktober (USA-tid) viste sin nye Roadster for offentligheden. Show-bilen kunne køre på loftet, vende i luften og hoppe over en parkeret lastbil.
Det er muligt ved hjælp af en særlig gimmick med trykluftdyser bagpå og på undersiden. Dyserne kan også bruges til at give ekstreme accelerationstider på under ét sekund fra 0 til 100 km/t.
Blæsere på undersiden kan suge bilen ned mod vejen og dermed skabe downforce, så bilen kan trække 2G rundt i kurver. Det er ellers ikke muligt for en bil.

Ved præsentationen hos SpaceX i Texas demonstrerede Tesla, at den nye Roadster med det rette udstyr og den rette person i førersædet kan lave akrobatik, inklusive at køre med taget nedad, vende rundt i luften og 'hoppe' over disse parkerede Teslaer.
Alt er nyt siden 2017-konceptet
Lufttryksystemet kan rent faktisk købes til en særlig version af Roadster, men der er rejst tvivl om, hvorvidt det overhovedet må bruges på offentlig vej, selv i USA.
Selve bilen er markant anderledes end den konceptudgave, Tesla viste frem i 2017 med lovet lancering omkring 2020. Allerede dengang kunne interesserede lægge et depositum på 50.000 US dollar. Faktisk antydede topchef Elon Musk allerede i 2011, at en ny Roadster kunne komme i 2014. Det er nu 12 år siden.

Roadster fås med trykluftdyser både nedad og bagud. Bilen kan selv producere trykluften.
Måske klar i 2028
Men den historik af overdrivelser, forsinkelser og måske løgne kan det være svært at vide, hvornår den nye Roadster rent faktisk er på gaden. Men Elon Musk lyder overbevisende, når han siger 2028.
Der er planlagt tre versioner. ’Performance’ med sugesystemet på undersiden og ‘Thrust’, som ydermere har de fire ’raketter’ pi bagenden og dermed skulle kunne nå de 100 km/t på 0,81 sekunder.
Det californiske firma Alef Aeronautics er langt fremme med en egentlig flyvende bil og byder i et lille mediestunt Tesla velkommen som verdens anden flyvende bil.

Det californiske firma Alef Aeronautics er langt fremme med en egentlig flyvende bil. Inden Teslas præsentation, som Alef åbenbart kendte meget til, producerede Alef en video, et billede og en pressemeddelelse, hvor man byder velkommen til verdens anden flyvende bil, Teslaen.
Endelig er der den ekstreme ‘Rocket’, som kræver en invitation at få lov at købe, og som muligvis kan det, som showbilen demonstrerede ved lanceringen.
Den nye Roadster har intet fælles med konceptbilen fra 2017 – ud over at det stadig ikke er en roadster, men en lukket superbil. Og mens 2017-bilen var en 2+2, er den nye en ren topersoners bil.
Formentlig 1.500 hestekræfter
Det er småt med tekniske oplysninger om nyheden, men den angiveligt har den op til 1.500 hestekræfter – ca. 50 pct. flere end Model S Plaid, som ejer væsentlig mere.

Den nye Roadster, som ventes i produktion i 2028, er en lukket, topersoners supersportsvogn.
Tophastigheden angives til at være omkring 370 km/t., men Tesla har en ambition om at nå mach 0,5 i nogle udgaver, altså halvdelen af lydens hastighed. Det er ved jordens overflade 617 km/t.
Depositum på 335.000 kr. i Danmark
Det er muligt at reservere en Roadster i Danmark. Her og nu skal man betale 35.000 kr., hvorefter man har ti dage til at bede banken om at finde yderligere 300.000 kr. Hvad slutprisen bliver, siger Tesla ikke noget om.
2017-udgaven var sat til at koste fra 200.000 dollar svarende til nu knap 1,4 mio. kr. plus moms og afgift.