Logo

To virkelig vilde vogne: Toyota og Lexus drøner hver sin vej

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. december 2025

Torben Arent

Sportsvogne af den allerfineste slags er på vej fra både Toyota og søstermærket Lexus. Basis er den samme, men når det gælder motorer, vælger den ene fremtiden, den anden fortiden.

Fremtidens sportsvogn skal være helt elektrisk, erklærer Lexus. Nej, til den slags biler er en V8-benzinmotor lige sagen, mener søstermærket Toyota.

Denne besynderlige uenighed kommer frem med den synkrone lancering af to ekstreme sportsvogne fra Toyota-koncernen: Lexus LFA og Toyota GR GT.

Selv om Toyota oplyser, at de to biler deler ’flere nøgleelementer’, er de fundamentalt forskellige, når det gælder drivkraften.

Lexus LFA bliver en mental efterfølger til den ekstreme sportsvogn med samme navn, Lexus byggede mellem 2010 og 2012.

Lexus LFA bliver elbil

Lexus LFA er en kommende, moderne udgave af den supersportsvogn, mærket byggede i 500 eksemplarer mellem 2010 og 2012.

Nyprisen i Danmark ville den gang have været ca. otte mio. kr. med nummerplader. For pengene fik man en uhyre eksklusiv supersportsvogn med V10-motor.

Den nye LFA vil næppe være mindre potent, og den er rent elektrisk. Hvor stor ydelsen bliver, og hvad rækkevidden kan svinge sig op på, er der ingen oplysninger om, da bilen indtil videre er en konceptbil – dog med en klar ambition om at den skal sættes i produktion på et tidspunkt.

LFA får elektronisk styretøj (kaldet steer by wire), som mærket netop har lanceret i den jordnære RZ-elbil. Fordelen er bl.a., at bilen kan dreje meget, mens føreren kun drejer lidt på rattet. så man ikke krydser armene eller skal flytte hænderne i skarpe sving.

Toyota GR GT kører på benzin

Toyota-mærket går en helt anden vej. I bilen med det korte navn GR GT ligger der ude foran en 4,0-liters V8 twinturbo-motor med mindst 650 hk.

Det kan virke som et spøjst, måske ligefrem gammeldags valg, når forbrændingsmotorer står til at forsvinde i EU om ni år.

Forklaringen skal dels findes i, at Toyota sælger biler globalt, dels at bilen trods sine egenskaber som gadebil, også er skabt til motorsport.

Toyota GR GT er en potent, klassisk supersportsvogn. Der er baghjulstræk, automatgear, otte cylindre og fire udstødningsrør.

Toyota bruger sin hybridteknik

GR GT er udviklet af Toyotas motorsportsafdeling Gazoo Racing (deraf GR-navnet).

V8-motoren får hjælp af en elmotor og trækker på baghjulene. Med de to motorer tilsammen kommer den samlede ydelse op på omkring 650 hk. Topfarten bliver mindst 230 km/t.

Parallelt med standardudgaven har Gazoo Racing udviklet en hårdkogt baneracer, GT GT3, der kan bruges til internationale GT3-løb.

GR GT kommer i en hårdkogt udgave kaldet GT3, som er skabt til motorsport.

Bygges på samme platform

Toyota forventer, at GR GT bliver lanceret i 2027.

Lexus LFA og Toyota GR GT er bygget på samme letvægts-platform (akselafstand 2,73 m). Toyota’en er med en længde på 4,82 m 13 cm længere.

Den bærende konstruktion består udelukkende af aluminium for at holde vægten nede og styrken oppe.