Spring til hovedindhold
Logo

Turist på afveje: Nødsporet på Storebæltsbroen er ikke en cykelsti

Nyheder

Nyt om trafik og biler

16. februar 2026

Foto: Sund & Bælt

Anders Wendt Jensen

Det er forbudt at gå - eller cykle - på Storebæltsbroen. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du går i stå med din bil.

Måske havde en tysk turist billederne af Tour de France-feltet, der kørte over Storebæltsbroen i 2022, i baghovedet, da han i oktober sidste år valgte at gå i nødsporet på broen i retning mod Fyn.

Til politiet forklarede den 38-årige tysker nemlig, at han troede, det var en cykelsti, hvor man godt måtte gå.

Han blev anholdt og taget med retur i sikkerhed til politistationen i Korsør, hvor han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik en bøde på 700 kr., inden han blev løsladt igen.

14,1 mio. køretøjer krydsede Storebælt i 2025

Personbiler: 12.321.521

Lastbiler: 1.709.335

Motorcykler: 90.986

Busser: 26.117

Kilde: storebaelt.dk

Ring 112 ved havari

Det er naturligvis forbudt at standse på broen, men havarerer din bil, er anbefalingen, at du ringer 112 – også ved mindre uheld som f.eks. punktering, motorstop eller et lille sammenstød.

Dit opkald er en hjælp for Storebælt og beredskabet, så du kan blive hjulpet, og vejbaner eller nødspor kan ryddes hurtigt.

Sørg for at bære sikkerhedsvest, hvis du forlader bilen, og kravl aldrig over autoværnet, da der er fare for at falde ned.