Tvillinger med charme er Årets Bil
Nyt om trafik og biler
24. november 2025

Charme og lav pris vandt over avanceret elbil-teknologi i konkurrencen om at blive den bedste bilnyhed, da Årets Bil i Danmark 2026 skulle findes. Makkerparret Nissan Micra og Renault 5 overhalede i slutspurten Mercedes-Benz CLA.
Der var intens kamp om guld, sølv og bronze, da stemmerne til Årets Bil i Danmark 2026 blev talt op ved finalearrangementet på bilmuseet Haaning Collection i Bagsværd.
Med blot otte points forspring ud af teoretisk 210 mulige gik den prestigefulde sejr til tvillingerne Nissan Micra og Renault 5 - et mulehår foran den teknologisk avancerede elbil Mercedes-Benz CLA.
Yderligere en Renault med det korte navn 4 snuppede tredjepladsen. Det er helt usædvanligt, at et mærke har to modeller i finalen og så i særdeleshed helt i toppen. På plads fire-seks var der nærmest dødt løb.

Sådan faldt pointene i finalen. Der var hård kamp i toppen om at blive Årets Bil i Danmark 2026 med blot otte point mellem vinderne og nr. to. På plads fire-seks var der næsten dødt løb, mens et nyt kinesisk mærke landede ensomt i bunden, men dog stadig som nr. syv ud af 29 kandidater.
Sådan faldt pointene i finalen. Der var hård kamp i toppen om at blive Årets Bil i Danmark 2026 med blot otte point mellem vinderne og nr. to. På plads fire-seks var der næsten dødt løb, mens et nyt kinesisk mærke landede ensomt i bunden, men dog stadig som nr. syv ud af 29 kandidater.
Vinderne er vellykkede, velkørende og godt designede
Juryen giver ingen officiel, samlet begrundelse, men det er gennemgående i anmeldelserne, at de to tekniske ens minibiler er vellykkede, velkørende og har en attraktiv pris. Desuden fremhæves ofte, at begge har et passende strejf af nostalgi.
- Årets Bil i Danmark 2026 understreger, at der er kommet et bredt udvalg af billige elbiler, siger FDM’s testkører Karsten M. Lemche, der samtidig er formand for foreningen bag udnævnelsen, Danske Motorjournalister.
- Renault 5 og Nissan Micra er virkelig vellykkede elbiler, som også kører godt og på hver deres måde ser godt ud. De har ikke meget plads, men hvis man efterspørger det, kan Renault 4 med samme teknik være et godt alternativ, siger han.
Anden sejr for Renault og Nissan
Det er blot anden gang, at Renault og Nissan vinder titlen i kåringens 58 år lange historie. Og det er længe siden sidst. Renault 19 fik titlen i 1990 og Nissan Primera i 1991.
Årets Bil i Danmark kåres af Danske Motorjournalister med i år 21 medlemmer af juryen, heraf to fra FDM/Motor. De havde hhv. Mercedes-Benz CLA og Renault 4 på deres personlige førsteplads.