Spring til hovedindhold
Logo

Udskældt bilforhandler betaler kunder penge tilbage

Nyheder

Nyt om trafik og biler

5. februar 2026

Mads Bregenov-Pedersen

En lang række FDM-medlemmer har fået penge tilbage efter køb af brugt bil hos den udskældte bilforhandler Autotorvet. FDM har god dialog med Autotorvet og arbejder på at få løst de resterende medlemssager.

Der er nu penge på vej til en stor del af de kunder, som har købt bil hos Autotorvet.

Den nordjyske bilforhandler har fået massiv kritik for at sælge brugte biler maskeret som formidlingssalg og dermed uden reklamationsret over for Autotorvet.

Reelt var der dog tale om almindelige forbrugerkøb, og dermed var køber omfattet af købelovens toårige reklamationsret.

Det er noget, Autotorvet ændrede forklaring om, efter at DR’s forbrugerprogram Kontant i efteråret satte fokus på Autotorvets forretningsmetode.

I stedet lod mange kunder sig overtale til at købe en såkaldt ejerskifteforsikring, AutoConcept, da de ellers – ifølge Autotorvet – ikke ville have nogen rettigheder i tilfælde af fejl på bilen, selvom det altså ikke var korrekt.

Andre kunder fik afvist reklamationer med henvisning til, at bilen var solgt som formidlingssalg.

Bilkøber fik 17.000 kr. tilbage

FDM har løbende – og især efter DR Kontants udsendelse – fået henvendelser fra medlemmer om køb af biler hos Autotorvet. FDM har derfor rejst krav mod Autotorvet på vegne af en del medlemmer, og FDM har siden efteråret haft en dialog med Autotorvet, og nu er der hul igennem.

– Vi har i vores juridiske rådgivning modtaget og behandlet mere end 50 sager, der handler om flere forskellige ting. En stor del af sagerne er nu heldigvis blevet afsluttet på en god måde for vores medlemmer. Senest har vi på én gang lukket ca. 35 sager, hvor vores medlemmer får penge tilbage. Det er vi naturligvis tilfredse med, siger jurist i FDM Christian Boddum Hjortshøj.

I en af sagerne betalte et FDM-medlem 10.000 kr. for AutoConcept-dækning i forbindelse med købet af sin bil. Efterfølgende opdagede han, at det var sket under falske forudsætninger. Autotorvet afviste i første omgang enhver tale om tilbagebetaling, men efter at FDM gik ind i sagen, har Autotorvet nu betalt hele beløbet tilbage.

I en anden sag betalte et medlem 17.020 kr. for AutoConcept-dækning i forbindelse med et bilkøb. Efterfølgende konstaterede køber, at han havde betalt 4.380 kr. mere for bilen, end den stod annonceret til. Også her mente FDMs medlem, at ejerskifteforsikringen var købt under falske forudsætninger. Også her har Autotorvet – efter at FDM gik ind i sagen – tilbagebetalt hele beløbet inklusive prisdifferencen mellem det annoncerede beløb og det betalte, altså de 4.380 kr.

Forhandler solgte bil uden garanti

Mens en stor del af sagerne altså nu er løst, arbejder FDM videre på at løse de resterende medlemssager. Det kan være om manglende afhjælpning af fejl og mangler på biler købt hos Autotorvet eller om ophævelse af køb.

– Nogle sager ligner hinanden mere end andre, men alle sager er unikke, og nogle sager er mere komplekse end andre. Hvor vi tidligere blev mødt af en hård afvisning af Autotorvet, oplever vi nu en anderledes vilje hos dem til at løse sagerne til vores medlemmers tilfredshed. Vi håber og forventer, at vi også får løst de resterende sager frivilligt, så både vores medlemmer og Autotorvet undgår opslidende sager ved ankenævn eller domstole, siger Christian Boddum Hjortshøj.

Et konkret eksempel handler om et FDM-medlem, som i efteråret 2025 købte en Skoda Enyaq hos Autotorvet. På købstidspunktet burde bilen fortsat være dækket af Skodas fabriksgaranti, men desværre konstaterede medlemmet, at det ikke var tilfældet, hvilket han ikke var blevet oplyst om i forbindelse med købet. Han reklamerede derfor til Autotorvet, som afviste reklamationen.

– I den sag ønskede vores medlem at beholde bilen, og derfor har Autotorvet overført et fornuftigt afslag for bilens manglende garanti. En løsning vores medlem er meget tilfreds med, siger Christian Boddum Hjortshøj, og tilføjer:

– Vi er glade for, at det er lykkedes at opnå en konstruktiv dialog med Autotorvet om sagerne, og vi håber, at dialogen kan fortsætte i fremtiden, så også kommende sager kan blive løst hurtigt og godt.

Autotorvet: Vi taler godt med FDM

Autotorvet har pr. 1. februar skiftet direktør, og Thomas Simonsen – som også tidligere har været direktør – er genindtrådt på posten.

I en mail til FDM skriver han:

– Autotorvet kan bekræfte, at der hen over de seneste måneder har været en konstruktiv dialog mellem FDM og Autotorvets advokat om en række sager, og at den konstruktive dialog medfører, at Autotorvet foretager en konkret vurdering i den enkelte sag om, hvorvidt krav rejst af FDM på medlemmets vegne er berettiget. Eftersom der fortsat er en række verserende sager, kan Autotorvet dog af hensyn til den videre proces ikke udtale sig nærmere herom på nuværende tidspunkt.

Ud over de godt 50 sager har FDM fået en række henvendelser i forlængelse af bilkøb hos Autotorvet, som er besvaret, uden at der er oprettet en egentlig sag.