Ukendt bilshow har fået vind i sejlene med mange nyheder
Nyt om trafik og biler
20. januar 2026

Den internationale bilbranche har flyttet nogle af sine lanceringer fra det lukkede Geneva Motor Show til det historiske, men ret ukendte Brussels Motor Show. Det har givet stort løft i nyheder, og publikum strømmede til.
’Den enes død, den andens brød’ kan være en del af forklaringen på, at Brussels Motor Show er kommet ud af glemslen og højt op på agendaen hos bilmærker, medier og bilkøbere.
Den 102. udgave af den belgiske biludstilling sluttede 17. januar og kunne lukke med et rekordstort publikumsbesøg i en tid, hvor biludstillinger har det svært.
Næsten 350.000 besøgte messehallerne i Bruxelles over ti dage. Det er en markant stigning fra 2025, hvor der kom 307.000 besøgende.

Brussels Motor Show finder sted hvert år i begyndelsen af januar.
Til sammenligning havde Elbilmessen i Herning i oktober 28.000 besøgende (på tre dage), og det blev betragtet som en succes.
Afsløring af The Car of the Year
Brussels Motor Show har de seneste par år fået stjernestøv i form af afsløringen af The Car of the Year, som er foregået live på messen.
Samtidig har adskillige bilmærker valgt at holde europa- eller verdenspremiere på Brussels Motor Show.
I år var der det formentlig højeste antal lanceringer nogensinde i form af Citroën Elo, Mazda CX-6e, Hyundai Staria, Kia EV2, Subaru E-Outback, Subaru Uncharted, Toyota Hilux, Xpeng P7+ og Zeekr 7GT samt facelifts af Peugeot 408 og Peugeot 308 foruden Opel Astra.

Bruxelles-udstillingen ser ud til at lukrere på, at Europas engang førende biludstilling, Geneva Motor Show i Schweiz, er permanent lukket. Geneve-udstillingen fandt sted i februar eller marts.
67 mærker var med
I alt 67 mærker – et meget højt antal - var med på udstillingen. Dermed giver messen en god idé om, hvad der kommer af nyheder i løbet af året, som det afspejles i FDM’s videogennemgang af udstillingen.
Foruden personbiler husede udstillingen også varebiler og et stort udbud af motorcykler. De sidste tiltrak angiveligt mange tilskuere.
Brussels Motor Show, som arrangeres af den belgiske bilsammenslutning Febiac, har traditionelt været en nytårs-salgsmesse med overvejende deltagelse af lokale bilforhandlere og nationale bilimportører.
Men i år var det altså med opbakning fra større dele af bilindustrien.