Undgå en sur p‑afgift – tjek din p‑skive søndag
Nyt om trafik og biler
25. marts 2026

Foto:: Adobe Stock
Søndag går vi over til sommertid, hvor urene skal stilles en time frem. Det gælder også din elektroniske p‑skive.
Det er ikke kun havemøbler og sommerhjul, der skal frem de kommende dage. Søndag går vi nemlig igen fra vinter‑ til sommertid, hvor vi stiller urene en time frem natten til søndag.
Det er en rutinesag for de fleste, men ikke nødvendigvis for bilens elektroniske p‑skive.
Derfor kan det være en god idé at kontrollere, om bilens elektroniske p‑skive har “sovet over sig”. Ellers risikerer man en ærgerlig p‑afgift.
– Desværre oplever vi hvert år, at bilister får en parkeringsafgift i tiden efter overgangen til sommertid, fordi p‑skiven viser forkert. Mange tror, at deres elektroniske p‑skive automatisk stiller uret, men det er ikke altid tilfældet, forklarer Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.
En del elektroniske p‑skiver kræver manuel justering, mens andre automatisk skifter mellem vinter‑ og sommertid, hvis bilens datoer og indstillinger ellers er sat korrekt.

Selvom langt de fleste elektroniske p-skiver automatisk skifter fra vinter- til sommertid, bør bilejere søndag tjekke, om deres p-skive har 'sovet over sig'.
Tjek tager få sekunder
Derfor bør bilister være ekstra opmærksomme, når de parkerer de første dage efter tidsændringen.
Det er derfor en god idé i løbet af søndagen at give p‑skiven et hurtigt kig – uanset hvor moderne den måtte være. Problemerne opstår nemlig på tværs af mærker og modeller.
– Erfaringen viser, at det er vigtigt at undersøge p‑skiven efter skiftet til sommertid. Det tager få sekunder og kan spare dig for en unødvendig afgift, siger Dennis Lange.
Ansvaret for en korrekt indstillet p‑skive ligger dog hos bilisten. Viser en p‑skive en forkert tid – uanset om det skyldes sommertidsforvirring, tekniske fejl eller et fladt batteri – risikerer man en p‑afgift.