Volvo tager syvmileskridt med ny SUV
Nyt om trafik og biler
21. januar 2026


Volvo udvider nu sit modelprogram med EX60, der er en efterfølger til den populære XC60. Det er elbil i den mellemstore SUV-klasse, og priserne begynder ved 545.000 kr. Lang rækkevidde, lynhurtig opladning og masser af sikkerheds- og komfortudstyr skal trække kunderne til.
I Göteborg er Volvo Cars nu færdig med at ombygge sin bilfabrik, så den kan producere den nye elbil, EX60. Det bliver dermed første gang, at Volvo fremstiller en elbil i Sverige.
EX60 bliver samtidig første Volvo, hvor man benytter en avanceret gigacasting-teknik. Teknikken betyder, at meget store dele af karrosseriet er støbt i ét stort aluminiumsstykke, så produktionen forenkles, og styrken forøges.
Den nye EX60 bliver også første Volvo født med nyeste generation af batterier med 800-volt teknik og mulighed for lynhurtig opladning på op til 370 kW. Med batteristørrelser på 80-112 kWh bliver rækkevidden rekordstor, og med det største batteri kan bilen køre op til 810 km på en opladning.

EX60 fås med baghjulstræk (375 hk) og firehjulstræk (510 eller 680 hk).
Lanceringen af EX60 (og ES90) kommer på et kritisk tidspunkt for Volvo, der gik syv pct. tilbage i salgstal i 2025. Elbilerne dykkede hele 13 pct.
Uhyre vigtig premiere for Volvo
Der var derfor meget at fejre for bilmærket ved verdenspremieren i Stockholm. Volvo havde sat alle sejl til, og firmaets veteran-direktør, Håkan Samuelsson, stod personligt for afsløringen.
- Elbiler handler ikke kun om klima, men om at skabe biler, der kan leve op til kundernes ønske om at få den bedste teknik, sagde Håkan Samuelsson.

Volvo Cars administrerende direktør, Håkan Samuelsson, præsenterede mærkets uhyre vigtige model ved et stort arrangement i den svenske hovedstad.
Vigtigheden understreges af, at EX60 skal erstatte XC60, der i mange år har været Volvos globalt bedst sælgende model.
XC60 fortsætter i produktion som følge af Volvos ændrede strategi om at lade hybrider og plugin-hybrider fortsætte længe endnu. I Danmark har Volvo dog for længst skiftet til kun elbiler på nær en enkelt plugin-hybrid.

Fås med baghjulstræk eller firehjulstræk
EX60 er første model på en ny platform kaldet SPA3, som alle fremtidige Volvo’er skal baseres på.
Den har bl.a. cell-to-body-teknologi, som betyder, at Volvo kan undvære både batterimoduler og batterikasse, da cellerne så at sige er integreret i karrosseriet. Det sparer vægt og plads og medvirker til, at EX60 kan have større batteri end den større EX90.
SPA3 byder også på næste generations egenudviklede elmotorer.
I lighed med EX90 kan også EX60 fås med enten baghjulstræk eller firehjulstræk. Senere dukker en Cross Country-udgave op med et lidt grovere design i lighed med de lidt mere barske modeller, Volvo tidligere har været kendt for.
Det danske modelprogram omfatter tre udgaver i form af P6, P10 AWD og P12 AWD, og alle tre kan leveres i udstyrsniveauerne Plus eller Ultra.
Billigste udgave bliver P6 Plus med baghjulstræk til 544.900 kr., mens en EX60 P10 AWD Plus koster 579.900 kr. og P12 AWD Plus koster 645.900 kr.

Billigste udgave har ret højt udstyrsniveau, bl.a. elbetjente sæder, ’Pilot Assist’, fuld sikkerhedspakke, glastag, 20-tommer hjul, varmepumpe, elopvarmet rat og Bose-lydanlæg med 21 højttalere. Det, der ligner træ på instrumentbordet, er træ.
Billigste udgave får højt udstyrsniveau
I selv den billigste udgave får man et ret højt udstyrsniveau. Det omfatter bl.a. elbetjente sæder, ’Pilot Assist’, fuld sikkerhedspakke, glastag, 20-tommer hjul, varmepumpe, elopvarmet rat og Bose-lydanlæg med 21 højttalere. Ultra-udstyrsniveauet koster ca. 80.000 kr. ekstra, og her får man desuden bl.a. Pixel-forlygter (matrix), lydanlæg fra Bowers & Wilkins med 28 højttalere samt 21-tommer hjul.
Alle udgaver har glastag og elbagklap som standard, og i Ultra-udgaven kan glastaget blændes elektrokromatisk ved tryk på en knap.
En sjov detalje findes ved dørhåndtagene, der er flyttet op ved underkanten af ruderne. De er udformet som en lille finne med en trykknap på bagsiden. Den løsning var vi noget skeptiske ved, men efter at have prøvet det i praksis, ser det ud til at være en fin løsning.
Med baghjulstræk må bilen trække op til 2.000 kg, mens udgaverne med firehjulstræk klarer 2.400 kg, hvis de altså udstyres med elektrisk betjent anhængertræk, der koster 19.225 kr. ekstra.
Rummelig kabine

Bagagerummet er på 523 liter foruden en frunk på 58 liter. Bagsædets ryglæn lan lægges ned i det praktiske forhold, 40:20:40.
FDM fik ved verdenspremieren i Stockholm mulighed for at prøvesidde bilen. Vi kan berette om en meget rummelig kabine, hvor man tydeligt mærker, at bilen fra starten er indrettet udelukkende som elbil. Det giver særligt ved bagsædet meget fin benplads, hvilket til dels skyldes bilens store akselafstand på 2,97 meter.
Bagagerummet er i traditionel Volvo-stil med en fleksibel bund og mange smarte løsninger for opbevaring af indkøbsposer og lignende.
Bagsæderyggen er tredelt (40/20/40), og det betyder, at man let kan modulere kabinen, så den matcher ens aktuelle køreopgave. Bagsædets ryglænshældning kan justeres.
Bagagerummet er på 523 liter foruden en frunk på 58 liter til opbevaring af f.eks. et ladekabel.

Ladeklappen, der sidder på venstre bagskærm, er tophængslet, så den beskytter mod regn og sne. AC-ladning kan som standard ske med op til 22 kW, og tovejs-ladning er også standard.
Verdenspremiere på ny sikkerhedssele
Som altid når Volvo lancerer en ny model, er der en verdensnyhed på sikkerhedsområdet. Denne gang er det sikkerhedsselerne ved forsæderne, der er nyheden.
Den nye, multiadaptive sikkerhedssele er designet til at beskytte passagererne endnu bedre ved at tilpasse sig trafikforholdene og den person, der har den på.
- Med den multiadaptive sikkerhedssele i EX60 udnytter vi data i realtid til at tilpasse situationen og den person, der har den på. Det giver en smartere personlig beskyttelse, der kan være med til at reducere skader, siger Åsa Haglund, chef for Volvo Cars Safety Centre.

EX60 må trække op til 2.000 kg med baghjulstræk, mens udgaverne med firehjulstræk klarer 2.400 kg.
Sikkerhedsselen tilpasser sig
Ved at udnytte realtidsdata fra bilens avancerede indvendige og udvendige sensorer kan systemet justere beskyttelsen ved at tilpasse sig den aktuelle situation og førerens/passagerernes højde, vægt, kropsform og siddeposition.
For eksempel vil en større passager i en alvorlig ulykke blive fastholdt af selen med en tilsvarende større kraft for at reducere risikoen for hovedskader, mens en mindre passager i en mildere kollision vil blive fastholdt med en mindre selekraft for at reducere risikoen for ribbensbrud.

En Cross Country-udgave kommer lidt senere end den almindelige model. CC-udgaven har altid luftaffjedring og firehjulstræk. Den er hævet 20 mm.
Kan bestilles nu
Kort efter verdenspremieren i Stockholm 21. januar åbnede Volvo for bestillinger på en lang række markeder, herunder Danmark.
Det betyder, at man allerede nu kan konfigurere sin bil, og de første biler kan leveres lige efter sommerferien. Priserne er inklusive fem års garanti (200.000 km) på bilen og ti års garanti på batteriet.
Volvo EX60 er første elbil der skal bygges på Volvos egen fabrik i Torslanda ved Göteborg i Sydvestsverige.