William fik ”forrykt” p-opkrævning
Nyt om trafik og biler
15. januar 2026

Foto: : FDM
William Muth fik en opkrævning for ”manglende betaling for parkeringsophold”, selvom han slet ikke parkerede. Det vidner om en parkeringsbranche, der er ligeglad med love og regler, mener FDM.
Hvad de fleste nok vil kalde en p-afgift, kalder Avantpark for et ”administrationsgebyr”. Selv er William Muth ikke i tvivl: Han kalder det for en dummebøde.
Til sin store forbavselse modtog han tilbage i august en opkrævning fra det private parkeringsselskab Avantpark på 400 kr. + 89 kr. i administrationsgebyr.
Årsagen til rudekuverten var, at han en augustmorgen havde forvildet sig ind på en privat parkeringsplads på Pile Allé i Taastrup.
Han er ikke stedkendt i Taastrup, hvor han skulle hente morgenbrød til sit arbejde, og da han kunne se, at p-pladsen foran bageren var optaget, drejede han i stedet ind på en mindre, privat p-plads på vejens modsatte side.
- Da jeg holder i båsen her, ringede en kollega kort. Der gik derfor nok to minutter, inden jeg steg ud af bilen og gik over til p-skiltet for at se, hvilke regler der gælder, fortæller William Muth og fortsætter:
- Skiltet henviste til en hjemmeside, som jeg åbner på min mobil, men jeg kunne kun finde prisen på en døgnlicens til 400 kr. Efter at have ledt lidt går det op for mig, at det var den eneste mulighed, så jeg gik tilbage til bilen og kørte igen.
Ifølge Avantparks overvågning gik der seks minutter og 26 sekunder fra William Muth kørte ind, til han kørte ud igen.

6 minutter og 26 sekunder gik der, fra William kørte ind på p-pladsen, til han kørte ud igen. (privatfoto)
Inviterer til at parkere til ublu pris
William Muth tænkte ikke videre over det, indtil han en lille uge efter modtog en opkrævning fra Avantpark for ”manglende betaling for parkeringsophold”.
- Min første indskydelse var, at det var forrykt, fordi jeg jo ikke har parkeret. Derfor mener jeg også, at det er bondefangeri. Vil man ikke have, at folk parkerer på pladsen, kunne man sætte en bom op eller gøre det mere tydeligt, at parkering var forbudt. I stedet inviterer man bilister til at parkere mod en ublu betaling, og når man så kører igen, får man alligevel efterfølgende en opkrævning, fortæller William Muth forarget.
Forholdt at han var på p-pladsen i mere end seks minutter, og om det ikke burde være tid nok til at orientere sig, som Avantpark mener, svarer William Muth:
- Det er muligt, at Avantpark mener, at seks minutter er rigelig tid. Det er jeg uenig i. Verden er ikke altid sådan, at man nemt og hurtigt kan orientere sig og køre igen. Der er også tale om et meget lille skilt med lille skrift og kringlede regler, og hvor man skal ind på en hjemmeside for at se, hvad det overhovedet koster at parkere, og hvor hvert sekund tæller. Jeg kan ikke komme i tanke om andre situationer, hvor man køber en service til den pris og de vilkår, hvor man bliver budt samme vilkår. Derfor mener jeg, at Avantparks seks minutter er bondefangeri.
Han afviser at betale opkrævningen og har klaget til Parkeringsklagenævnet.

400 kr. for en 24-timers licens var i overkanten for William Muth, som fandt et andet sted at parkere. Alligevel modtog han efterfølgende en opkrævning på 489 kr. (privatfoto)
En dummebøde
FDM har over for Avantpark gjort gældende, at William Muth netop ikke har accepteret vilkårene for parkering på pladsen, og at p-afgifter derudover skal placeres på bilen og ikke blot må eftersendes ’usynligt’. Til det svarer Avantpark, at der ikke er tale om en p-afgift (kontrolafgift), men derimod et administrationsgebyr.
- De kan kalde det, hvad de vil, smøre deres opkrævning ind i et alternativt sprog. For mig gør det ingen forskel på, at det er en dummebøde. Det hele sker i baggrunden og med usynlige opkrævninger, uden at man har mulighed for at gøre noget. Derfor mener jeg, at afgiften er fuldstændig ulovlig, siger William Muth.

Skiltet på pladsen oplyser om regler og vilkår og prisen for en døgnlicens. For betaling henvises man til en hjemmeside. (privatfoto)
Rockermetoder
Hos FDM forstår chefkonsulent Dennis Lange til fulde William Muths frustrationer.
- Som så mange andre sager vidner denne også om en parkeringsbranche, der ser stort på ret og rimelighed samt på gældende love og regler. Parkeringsafgifter skal pålægges fysisk på bilen for at være lovlige – og det ændrer naturligvis intet, at man blot opfinder et nyt ord for sine afgifter, siger Dennis Lange og tilføjer:
- Dertil kommer, at p-selskabet tilsyneladende har misbrugt sin adgang til Motorregistret for at fremsøge navn og adresse på vores medlem. Igen efterlades man med indtrykket af rockermetoder og af, at parkeringsselskabets eneste fokus er at kradse så mange penge ind som muligt, uanset om det sker lovligt eller ej.
P-selskab afviser kritik
FDM har foreholdt Avantpark William Muths kritik af blandt andet observationstiden på seks minutter, og at man henvises til yderligere information på en hjemmeside.
Til det svarer Avantpark i en mail:
- Avantpark vurderer, at en observationsperiode på seks minutter er meget rimelig, taget i betragtning af parkeringspladsens størrelse og udformning. Området består af to rækker med syv parkeringsbåse, hvilket gør det let og hurtigt at overskue skiltningen.
Avantpark stiller sig også ”undrende over for påstanden om, at bilisten ikke kunne orientere sig om vilkårene for opholdet”, da skiltningen på pladsen ifølge dem klart og tydeligt beskriver reglerne og betalingsmulighederne på en enkel og overskuelig måde.
- Som det fremgår af vores svar til FDM (juridisk rådgivning, red.) af 22. oktober 2025, vurderes vilkårene at være klart formulerede og i overensstemmelse med gældende praksis, skriver parkeringsselskabet.