Storebælt gør helligdage til billigdage

Billigere endagsbilletter kan nu også købes på helligdage, der ikke falder på en lørdag eller søndag. En personbil kan køre tur/retur for 375 kr.

Trafik

Det er blevet lidt nemmere at få en af Storebælts rabatbilletter, den såkaldte Dagsbillet. Et politisk flertal på Christiansborg har givet broselskabet lov til en mindre udvidelse af rabatmulighederne.

Dermed kan bilister flere dage om året få de nedsatte endagsbilletter, der koster 375 kr. i modsætning til t/r-normalprisen på 470 kr. Har man Brobizz, koster endagsbilletten 356,25 kr.

Hidtil har endagsbillet kunnet bruges, hvis man kørte ud og hjem på lørdage eller søndage. Men nu tilføjes de skæve helligdage, som ikke falder på en lørdag eller søndag.

9 ekstra billigdage i 2013

Dagsbilletten gælder nu disse helligdage: nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, store bededag, Kr. himmelfartsdag, 2. pinsedag, juledag og 2. juledag. Derimod er juleaftensdag ikke med i helligdagsdefinitionen.

Foruden endagsbillet findes weekendbillet, der er dyrere (410 kr.), og aftenbillet, der er billigere (280 kr.). Den sidste kan bruges alle dage, hvis man kører ud tidligst kl. 16.00 og returnerer gennem betalingsanlægget senest kl. 3.00 næste morgen.