Næsten halvdelen af alle forstår ikke skiltet her til højre. I hvert fald ikke ud fra de svar, 135.000 internetbrugere har afgivet i en online-undersøgelse fra Vejdirektoratet.
48 procent svarer forkert, når de ser den firkantede blå tavle med et tal indeni og ordet ”Zone” nedenunder. I testen var farten 40.
Anbefalet fartgrænse
Ikke mange har formentlig svaret, at man skal køre over 40 km i timen. Den største fejl ligger derfor i, at en meget stor gruppe mener, at de 40 km/t. ikke må overskrides. Det rigtige svar er, at man ”helst ikke” bør køre over 40 km/t. Det er en anbefalet fartgrænse.
Nr. to på listen er et stopforbudsskilt – med tider for både hverdage, lørdage og søn- og helligdage. Men spørgsmålet havde karakter af at være en fælde, for de mange tider havde ingen betydning. Det har pilen derimod. 29 procent svarede forkert.
Se på pilen!
Det rigtige svar er, at man gerne må parkere en lørdag formiddag, da det foregår før skiltet. Pilen fortæller, at restriktionerne kun gælder efter tavlen.
Også zone-skiltet, der viser et hus og et legende barn, havde mange forkerte svar. 20 procent tog fejl. I alle svarmulighederne indgik, at man højst må køre 15 km/t. Men en anden ”indbygget” regel for denne stillezone er, at man kun må parkere i afmærket parkeringsbås.
Variable tavler forstås
Derimod voldte de variable farttavler, som man typisk ser på motorveje, ingen større kvaler. Tidligere undersøgelser havde ellers indikeret, at en ret stor gruppe bilister anså fartgrænserne for kun vejledende.
Undersøgelsen, der ikke er baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen, viser også, at kvinder har - lidt - flere fejl end mænd. Efter 135.000 svar førte mænd med 85 procent rigtige svar, mens kvinder lå tre procentpoint efter.