Campister og andre bilister med et påhængskøretøj får nu lov at køre lidt hurtigere på de danske veje.
Et stort flertal i Folketinget har i dag formelt vedtaget loven om indførsel af såkaldt Tempo 100 i Danmark med virkning fra 1. juli.
LÆS OGSÅ: FAQ om Tempo 100 i Danmark
Tysk forbillede
Tempo 100-ordningen indføres efter tysk forbillede og betyder, at campister og bilister med trailere nu får mulighed for at opnå godkendelse, så de fremover må køre 100 km/t på motorvej mod 80 km/t i dag. Også på landeveje og motortrafikveje får de mulighed for at øge farten til 80 km/t mod i dag 70 km/t.
SE VIDEO: Sådan får du tysk Tempo 100-godkendelse
Bedre trafikafvikling
Hos FDM er man glade for dagens lov, som man har ventet længe på.
”En dansk Tempo 100 godkendelse er noget, FDM har efterlyst i mange år. Derfor er vi meget glade for, at campisterne nu endelig får mulighed for at opnå godkendelse, så farten kan sættes op på ikke bare motorveje men også landeveje. At loven også omfatter, at farten med den nye godkendelse kan sættes op til 80 km/t på landeveje, er noget, FDM har arbejdet for kom med i loven,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:
LÆS OGSÅ: Krav til tysk Tempo 100-godkendelse
”Ser man på erfaringerne fra Tyskland, hvor man har haft Tempo 100 i over ti år, er der ikke noget, som sikkerhedsmæssigt taler for, at vi ikke også bør have det i Danmark. Tværtimod vil det sikre en bedre og mere sikker trafikafvikling ikke mindst på landeveje, hvor campister nu får mulighed for at følge den øvrige trafik,” siger Torben Lund Kudsk.
Dansk krav til syn
Betingelserne for at opnå en danske Tempo 100-godkendelse vil være de samme i Tyskland. Det vil sige, at påhængsvognen (campingvogn eller trailer) skal leve op til bestemte krav til blandt andet bremser, dæk og vægt. Derudover skærpes kravene i Danmark yderligere, så påhængsvognen herhjemme også skal synes hvert andet år.
Hvorvidt den danske Tempo 100-godkendelse også vil gælde i Tyskland, og omvendt, er imidlertid uvist. Ifølge FDMs oplysninger arbejder man dog på en formel gensidig anerkendelse af hinandens Tempo 100-godkendelser, som vil fremgå af den endelige bekendtgørelse og betyde, at danske campister fremover kan nøjes med en dansk Tempo 100-godkendelse.
For de danskere som allerede i dag har en tysk Tempo 100-godkendelse gælder, at de også skal have en dansk godkendelse, hvis de ønsker at sætte farten op på danske veje.