Logo

Tyske bilkøer sætter ny trist rekord

Nyheder

Nyt om trafik og biler

17. januar 2019

Sommeren bød på lidt færre bilkøer på de tyske veje

Foto: FDM/ADAC

Mads Bregenov-Pedersen

Bilkøerne fortsætter med at vokse på den tyske Autobahn, hvor de i 2018 nåede en samlet længde på 1,5 millioner kilometer. I gennemsnit var der hver dag 2.000 bilkøer.

2018 blev endnu et kedeligt rekordår på de tyske motorveje, hvor det berygtede kø-helvede bare fortsatte med at vokse.

I alt 745.000 Staus blev registreret på de tyske veje sidste år, eller hvad der svarer til godt 2.000 bilkøer hver dag. Året rundt. Det er en stigning på 3 procent i forhold til 2017, melder FDMs tyske søsterklub, ADAC.

Læs også: Køprognose for den kommende weekend

Holdt i kø i 52 år

I alt holdt bilisterne i kø på den tyske Autobahn, i hvad der svarer til over 52 år, mens de mange bilkøer lagt sammen ville have en samlet længde på 1,5 millioner kilometer eller nok til at nå 38 gange rundt om jorden.

Værst plaget var bilisterne i den folkerige delstat Nordrhein-Westfalen med 32 procent af de registrerede bilkøer efterfulgt af Bayern (17 procent) og Baden-Württemberg (11 procent). Autobahn A3 (Köln – Frankfurt – Passau) var den med flest kilometer kø pr. kilometer motorvej.

Læs også: Tyske bilkøer har vokseværk

Sort torsdag

ADAC's optælling viser også, at ugens tungest dage på vejene var på onsdag og torsdag med i gennemsnit 5.900 og 5.800 kilometer kø.

Årets absolut sorteste dag faldt da også på en torsdag, den 28. juni, hvor sommerferietrafikken skabte i alt 13.000 kilometer kø. I det hele taget var sommermånederne juli og august ikke for sarte sjæle på de tyske veje. Her var de to måneder igen årets Hauptreisezeit-Monaten.

Læs også: Kørsel i Tyskland - det skal du vide