Bilister kan se frem til en høj risiko for at få en fartbøde, hvis de i fremtiden kører over fartgrænserne på Storebælt og Øresund.
Planerne om at opstille automatisk fartkontrol på begge forbindelser er nu så langt fremme, at transportminister Benny Engelbrecht lover, at bødeudstyret vil være i drift i løbet af 2022.
Der er tale om en ny, ’snedig’ type, som ikke kan omgås ved at sænke farten ud for kameraet, som det kendes ved de nuværende automatiske fartkontroller i varevogne og på faste standere.
Gennemsnitsfarten måles
For første gang i Danmark skal fartkontrollen på Storebælt og Øresund være såkaldt strækningskontrol, hvor gennemsnitsfarten over en længere strækning måles.
Der opsættes to kameraer i hver retning, og alle nummerplader fotograferes begge steder. Viser det sig efterfølgende, at gennemsnitshastigheden ligger over fartgrænsen på strækningen, kommer bødeforlægget via e-boks. Man får ingen ’advarsel’ på stedet i form af blitzlyset.
FDM: sæt skilte op
- FDM er glad for, at planerne om strækningskontrol på de to vigtige forbindelser ser ud til at blive virkelighed, siger chefkonsulent Dennis Lange.
- Da målet jo er at få farten ned, vil vi samtidig opfordre til, at man skilter tydeligt med eksistensen af strækningskontrol, så bilisterne vil sænke farten allerede, mens de kører på strækningen, og ikke først senere bliver mindet om, at det skulle de have haft gjort.
Udstyret er nu købt, men det er ikke besluttet eller i hvert fald offentliggjort, hvor præcis det sættes op – altså hvor lang strækning der vil blive målt over.
Kontrol i Øresundstunnellen
På Øresundsforbindelsen vil det i praksis blive tunnelen, idet det meste af højbroen ligger på svensk område. Fartgrænsen i Øresundstunnelen er normalt 90 km/t.
På begge Storebæltsbroer og på Sprogø er fartgrænsen 110 km/t.
Ifølge transportminister Benny Engelbrecht trykker ’alt for mange bilister’ speederen 'i bund' på de to motorvejsforbindelser og ’mange’ gør det så eftertrykkeligt, at de rammer grænsen for vanvidskørsel.
Plan fra 2014
Almindelig fartkontrol er vanskelig på de to store broforbindelser, som udelukkende består af motorvej, men politiet foretager dog fra tid til anden kontrol med fotovogne på både Sprogø og Peberholm.
På Øresundsforbindelsen er det nu tredje gang, at myndighederne har stillet trafikanterne automatisk fartkontrol i udsigt. Senest blev det i 2014 meddelt, at der i 2015 ville komme automatisk fartkontrol i Øresundstunnelen, også den gang ved måling af gennemsnitsfart.