2021 brager igennem med historisk få trafikdøde

Når 2021 rinder ud, vil det være med det laveste antal trafikdræbte nogensinde. Og det er ikke kun coronaens skyld.

Antallet af trafikdræbte kommer i 2021 ned på ca. 135.
Trafik

2020 blev et rigtig godt år for sikkerheden på de danske veje. 2021 ser ud til at blive endnu bedre. Markant bedre endda.

Hvis Vejdirektoratets vurdering pr. 21. december holder stik, vil 2021 indebære det færreste antal trafikdræbte, der nogensinde er registreret. Da statistikken begyndte for mere end 90 år siden, i 1930, døde der 245 personer på vejene.

I 2021 kommer vi ned på ca. 135, hvilket er endnu lavere end 2020, hvor 163 mistede livet i trafikken. Det er et fald på omkring 17 procent.

(De faktiske, men stadig foreløbige tal opgjort sidst i januar 2022 viser eksakt 135 omkomne).

Udviklingen i trafiksikkerhed har været forrygende god set over mange år. Siden antallet af trafikdræbte toppede i 1971, er antallet dykket med næsten 90 procent. Samtidig er trafikken fordoblet.
Udviklingen i trafiksikkerhed har været forrygende god set over mange år. Siden antallet af trafikdræbte toppede i 1971, er antallet dykket med næsten 90 procent. Samtidig er trafikken fordoblet. Graf: Vejdirektoratet

Årets bedste nyhed

- Det er muligvis årets bedste nyhed, at 2021 ser ud til at blive året med færrest dræbte i trafikken i nyere tid, lyder det fra chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

- Hver enkelt trafikale dødsfald er naturligvis ét for meget, men med færdselssikkerhedskommissionens nye handlingsplan, der kom tidligere på året, er grobunden lagt for at få tallet endnu længere ned – men det kræver naturligvis en indsats fra alle parter, siger han.

Sikkerhedens triumf

Antal trafikdræbte toppede for 50 år siden. I 1971 mistede 1.213 personer livet i trafikken. Siden er trafikken mere end fordoblet, men antallet af trafikdræbte er faldet markant - med næsten 90 procent.

Dermed er tallet for fatale trafikofre kommet meget tæt på den ambitiøse målsætning, som Færdselssikkerhedskommissionen i 2013 satte for året 2020. Det mål blev længe anset for helt umuligt at nå, hvilket også viste sig at blive tilfældet. Men med de ca. 135 i coronaåret 2021 er det nu tæt på.

Kurs mod 90 omkomne

Det nye mål hedder, at antallet af trafikdræbte skal være halveret i 2030. Den nye plan tager udgangspunkt i gennemsnittet for 2017-2019, som er 180. Dermed er ambitionen at komme ned på 90 om ni år.

Der er stor forskel på, hvordan trafiksikkerheden har udviklet sig i regionerne. Kilde: Vejdirektoratet
Der er stor forskel på, hvordan trafiksikkerheden har udviklet sig i regionerne. Kilde: Vejdirektoratet

Den glædelige udvikling i trafiksikkerhed i 2021 kan ikke kun tilskrives de lukninger og begrænsninger, der har været i samfundet på grund af corona-restriktionerne. Der var nemlig et større fald i trafikken i 2020 end i 2021, påpeger Vejdirektoratet.

- Vi har i de sidste to år høstet gevinsten ved mindre trafik på vejene, som har medvirket til et markant dyk i antallet af trafikdræbte, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for Trafiksikkerhed og Cykling i Vejdirektoratet.

- Men stigende trafik må ikke blive en undskyldning for flere dræbte og tilskadekomne. For ser man tilbage på ulykkesudviklingen og mængden af trafik, er det lykkedes os at bringe ulykkestallene ned, selvom trafikken stiger, uddyber hun.

Deltag i debatten